FAGET

Anbefalet af Den Europæiske Sammenslutning af Konserveringsorganisationer (European Confederation of Conservator-Restorers’ Organisations) og vedtaget på dens generalforsamling (Bruxelles, 1. marts 2002)

Indledning

De genstande, bygninger og miljøer, som samfundet tillægger særlige æstetiske, kunstneriske, dokumentariske, landskabelige, historiske, videnskabelige, sociale eller åndelige værdier, betegnes sædvanligvis ”kulturarv” og udgør en materiel og kulturel arv, der skal gives videre til kommende generationer.

Da samfundet har betroet denne arv i konservatorens-restauratorens varetægt, har denne et ansvar ikke blot over for selve kulturarven, men også over for ejeren eller den ansvarlige for bevaring af kulturarven, ophavsmanden eller skaberen, offentligheden og over for eftertiden. Følgende forudsætninger tjener til at sikre al kulturarv uden hensyntagen til dens ejer, alder, fuldstændighed eller værdi.

§ 1 Definitionen på en konservator-restaurator.

stk. 1. Konservatoren-restauratoren er en fagperson, som har den nødvendige uddannelse, viden, færdighed, erfaring og forståelse til at kunne handle med det formål at bevare kulturarv for fremtiden og i overensstemmelse med nedenstående retningslinier.

Konservatorens-restauratorens grundlæggende rolle er bevaring af kulturarv til glæde for nuværende og kommende generationer. Konservatoren-restauratoren bidrager til erkendelse, påskønnelse og forståelse for kulturarv, hvad angår dens miljømæssige kontekst, og dens betydning og fysiske egenskaber.

Konservatoren-restauratoren påtager sig ansvaret for og udfører den strategiske planlægning; diagnosticering; udarbejdelse af konserveringsplaner og forslag til behandling; præventiv konservering; konserverings-restaureringsbehandlinger og dokumentation for observationer og eventuelle indgreb.

· Diagnostiske undersøgelser består i identifikation, bestemmelse af sammensætningen og en tilstandsvurdering af kulturarven; identifikation, art og omfang af ændringer; vurdering af årsagerne til nedbrydningen og beslutning om art og omfang af den nødvendige behandling. Hertil hører også en undersøgelse af relevante eksisterende oplysninger.
· Præventiv konservering består af indirekte tiltag, der skal forsinke nedbrydning og forhindre skader ved at skabe optimale forhold for bevaringen af kulturarv, så vidt som det er foreneligt med dens samfundsmæssige nytte. Præventiv konservering omfatter også korrekt håndtering, transport, brug, opmagasinering og udstilling. Det kan også omfatte spørgsmålet om fremstilling af kopier med det formål at sikre originalen.
· Konservering omfatter hovedsageligt direkte handlinger udført på kulturarv med det formål at stabilisere tilstanden og forsinke yderligere nedbrydning.
· Restaurering omfatter direkte handlinger udført på skadet eller nedbrudt kulturarv med det formål at lette erkendelsen, påskønnelsen og forståelsen, mens man så vidt muligt respekterer kulturarvens æstetiske, historiske og fysiske egenskaber.
· Dokumentation består af nøjagtige beskrivelser i tekst og billede af alle udførte procedurer og tankegangen bag. En kopi af dokumentationsrapporten skal overdrages til ejeren eller til den ansvarlige for bevaringen af kulturarven og skal forblive tilgængelig. Eventuelle yderligere krav til opbevaring, vedligeholdelse, udstilling eller adgang til kulturarvsgenstanden skal ligeledes specificeres i rapporten

Dokumentationen forbliver konservatorens-restauratorens åndelige ejendomsret og skal bevares til brug i fremtiden.

Endvidere er det inden for konservatorens-restauratorens kompetence at:

· Udvikle programmer, projekter og undersøgelser inden for konservering-restaurering
· Rådgive og yde teknisk assistance i forbindelse med bevaring af kulturarv
· Udarbejde tekniske rapporter om kulturarv (bortset fra eventuel vurdering af markedsværdi)
· Forske
· Udvikle undervisningsprogrammer og undervise
· Udbrede viden, som er opnået ved undersøgelse, behandling og forskning
· Arbejde for udbredelse af en dybere forståelse for konserverings-restaureringsfaget.

§ 2 Undervisning.

stk. 1. For at kunne opretholde fagets standard skal konservatorens-restauratorens uddannelse foregå på kandidatniveau (eller tilsvarende). Flere oplysninger om uddannelsen findes i E.C.C.O. Faglige Retningslinier III.

Konservering-restaurering er et komplekst område under hurtig udvikling. Derfor har den uddannede konservator-restaurator et fagligt ansvar for at holde sig ajour med nye forskningsresultater, og for at han/hun udfører sit fag i overensstemmelse med gældende etiske tankegang. Fortsat Faglig Udvikling beskrives detaljeret i E.C.C.O. Faglige Retningslinier II.

§ 3 Hvorledes adskiller konservering-restaurering sig fra andre beslægtede områder.

stk. 1. Konservering-restaurering adskiller sig fra beslægtede områder (fx kunst og håndværk) ved, at dens vigtigste formål er at bevare kulturarv, modsat at skabe nye genstande eller at vedligeholde eller reparere for at holde ting funktionsdygtige.

Konservatoren-restauratoren adskiller sig fra andre fagfolk i kraft af sin specielle uddannelse i konservering-restaurering.