| Emne: |
DKF: Referat af Fuglsø formøde 2001 |
| Navn: |
Mette Humle Jørgensen |
| E-mail: |
mhj@konservering.vejleamt.dk |
| Dato: |
12-02-2002 11:00 |
Referat af Fuglsø formøde 13 – 14 november 2001
MONTRE OG UDSTILLINGSMATERIALER
Katja Johansen bød de cirka 60 deltagere velkomne.
Eskild Laursen, udstillingsarkitekt på Nationalmuseet.
redegjorde for en række generelle faktorer ved opbygningen af en udstilling.
EK lagde især vægt på vigtigheden af god planlægning og evnen til at kommunikere mellem de forskellige faggrupper, som er involveret i arbejdet.
EK kom ind på nogle forudsætninger for at skabe et ’harmløst montremiljø’. Faktorer som bygningsklima, genstandsmasse, udstillingsønsker, sikring og konsekvenser for fremtidig bevaring af genstandene, var i denne forbindelse afgørende.
Med hensyn til træpladematerialer omtalte EK særlige polyester coatede træplader som forhandledes af et dansk firma (’Combotech’, Herning).
EK viste billeder af et modulopbygget system af montrer fra den nuværende udstilling ’Danmarkshistorier’ på Nationalmuseet. Desuden vistes tegninger af specialbyggede plader med tætningslister af silikone. Bundpladerne i montrerne var løse. Under bundpladerne var der mulighed for at indbygge en skuffe til silikagel.
Endvidere kom EK ind på podiematerialer: stålstativ og plader af tegl, glas, og skifer. Materialer, som ikke indeholder skadelige stoffer, og anvendt som alternativ til træplader. Mange af disse alternative materialer har til gengæld lang leveringstid, som det var nødvendigt at tage højde for.
Podiematerialerne og tekstmaterialet består – ligesom montrerne - af moduler, således at de nemt kan skiftes ud.
Angående belysningen af udstillede genstande var EK af den overbevisning, at dagslys fuldstændigt bør lukkes af. Lyskilder holdtes udenfor montrerne. Med hensyn til lysmængden under udstillingen, var EK inde på at måle mængden af lys over tid. Således kunne lysniveauet øges i en kortere periode og til gengæld slukkes når der ingen beskuere var tilstede.
For at undgå slagskygger anvendtes i visse tilfælde matteret glasplader som podiemateriale for at ’bløde’ skygger op.
Genstandsmontagen i udstillingen foregik i konserveringsregi. De anvendte materialer var hovedsageligt metal og akryl. Malingen, som anvendtes var en silikattype.
Arne Møller, museumshåndværker på Kunsthallen Brandts Klædefabrik, Odense, viste en række dias fra diverse udstillinger. En lang række forskellige typer montrer præsenteredes. Materialerne varierede, f.eks. træfiberplader, glas, plexiglas, spånplader.
Hovedformålet med brugen af montrer var først og fremmest sikring af genstandene og at forhindre, at publikum berørte de udstillede genstande. AM fortalte, at ved siden af udlån fra museer, også tit var private menneskers genstande der udstilledes. Der forelå ikke specifikke krav fra udlånerne – det være sig private eller museerne - med hensyn til de materialer som anvendtes i udstillingen. Kravene omhandlede først og fremmest klima i udstillingsrummene.
Morten Ryhl-Svendsen, laboratoriet på Bevaringsafdelingen, Nationalmuseet, fortalte om sit og Jens Glastrups arbejdsområde på laboratoriet. Arbejdet bestod i rådgivning med hensyn til montrematerialer, analyser og identificering af bestanddelene i kommercielle produkter, hvis materialesammensætning ikke er kendt.
Endvidere foretages undersøgelser af indeklima og luftforurening.
MRS henviste i sit foredrag til ’Udstillingshåndbogen’, et internt arbejdsokument på Nationalmuseet, hvor der var en kortfattet liste over hvilke materialer der var bedst egnede i udstillingssammenhænge uden at virke nedbrydende på museumsgenstande.
Med hensyn til analyser og identifikation af bestanddele i ukendte materialer var blandt andet FTIR en meget anvendt metode. Som eksempel på dette, viste MRS analyseresultater på 3 typer fotohjørner, der viste sig at bestå af hhv. PVC, polypropylen og polyester. Ud fra disse analyser kunne det bestemmes, hvilke hjørner der bestod af polyester, og derved var bedst egnet til arkivbrug.
Når materialer skal testes for deres ’aggressivitet’ overfor genstandsmaterialet brugtes for eksempel den såkaldte Oddy-test, som er en forholdsvis simpel udført test. Testen viser et materiales potentiale til at korrodere metaller som sølv, kobber og bly.
Endvidere udføres pH-målinger.
Endelig udføres emissionstests, hvor myresyre og eddikesyre kan detekteres. Her er analysemetoden GC-MS af de afdampede stoffer. For eksempel er de af Eskild Laursen omtalte coatede MDF plader testet for afdampning af eddikesyre og myresyre. De ikke-coatede plader afgiver eddikesyre og myresyre. Hvorimod de coatede plader ikke afdamper disse syrer.
På en plade med et lille hul i coatningen kunne en mindre afdampning registreres. Dog var der tale om afdampning i en sådan grad, at pladen måtte anses for uegnet til udstillingsbrug.
Kommercielle produkter kunne endvidere i visse tilfælde vurderes på baggrund af informationer fra tekniske datablade. MRS viste eksempel på et datablad fra produktet ’Skamol’. Et plademateriale som ønskedes anvendt som bundplade i montrer. Alene ud fra datablad vurderedes produktet egnet til udstillingsbrug.
Et andet produkt, som er testet, er den eddikesyrehærdende silikone. Det kunne på baggrund af analyser konkluderes, at efter 6-8 uger afgives der ikke længere syrer fra denne type silikone. Efter cirka 2 måneders afdampning kunne denne type silikone derfor godt bruges i udstillingssammenhænge.
MRS fortalte endvidere om luftanalyser på baggrund af Nationalmuseets deltagelse i et europæisk forskningsprojekt med navnet MIMIC (Microclimate Indoor Monitoring in Cultural Heritage Preservation, se www.natmus.dk/cons/ og klikke på igangværende projekter.)
Projektets formål er at udvikle en ny type monitor som skal kombinere måling af flere nedbrydende faktorer (lys, temperatur, fugt, forurenende gasser) i et opbevaringsmiljø. Projektet skal inden længe halvvejs evalueres og det afsluttes om 2 år, hvor det så vil vise sig om det kan anvendes i praksis.
Sluttelig fortalte MRS om laboratoriets database over testede materialer.
Databasen er på nuværende tidspunkt intern og ikke så omfattende, men muligvis vil den i fremtiden blive lagt ud på internet.
Louis Lange Wollesen, konservator ved Vejle Amts Konserveringsværksted, fortalte om en lavteknologisk undersøgelse af svovlabsorberende materialer, som kan anvendes i forbindelse med opbevaring af sølvgenstande. Undersøgelsen var igangsat på baggrund af en henvendelse fra et kulturhistorisk museum.
5 materialer blev testet i en simpel opstilling bestående af en række 1 liters glaskrukker med låg. Hver glaskrukke indeholdte testmaterialet og en sølvplade, som udsattes for svovlbrinte. Forsøget strakte sig over et år. Luftfugtigheden blev løbende målt, dog ikke lysforholdene.
De 5 materialer var:
· Tekstil af aktivt kulfibermateriale (Activated Charcoal Cloth)
· Maling med aktivt kul (Microchamber Emulsion)
· Karton imprægneret med zeolit (MicrochamberÒAlphamatÒArtcareÔ)
· Zeolit (Air Corrector)
· Aktivt kul
Resultatet af forsøgsrækken viste, at Microchamber Emulsion og Activated Charcoal Cloth var de bedste af de 5 testede materialer. Det aktive kul og de imprægnerede papplader (som i øvrigt kan fås i mange forskellige farver) var næstbedste. På sidstepladsen kom Air Corrector’en.
Monica Fjæstad, fra Riksantivarembetet i Stockholm (svarer til Nationalmuseets position i DK), indledte sit foredrag med at give et historisk rids over de senere årtiers forskningsprojekter indenfor forebyggende konservering foretaget af Riksantivarembetet. MF beklagede, at resultaterne af de forskellige projekter ikke var mundet ud i særligt mange publikationer.
Hun fortalte videre om et forskningsprojekt indledt i 1999 som havde til formål at måle luftforurening i forbindelse med opbevaring af museumsgenstande. Projektet var tredelt, idet én del gik ud på at måle korrosion på en række metaller forårsaget af organiske syrer. En anden del gik ud på emissionsmålinger og endelig var der en del, som havde til formål at udvikle en forholdsvis simpel metode til måling af luftkvaliteten i museumsmiljøer.
Forsøgsrækker havde blandt andet vist, at udseendet på sølvbrikker udsat for sure svovlgasser er meget forskelligartet.
MF fremhævede desuden sammenhængen mellem korrosion og høj relativ luftfugtighed, og at reguleringen af den relative luftfugtighed på målestedet var af stor betydning. Det kunne påvises, at affugtning kunne tage bort mange af syrerne, idet syrer binder sig til vandmolekyler og fjernes fra målestedet.
MF kom videre ind på emissionstests af diverse typer træplade materialer. Af emissionsmålinger kunne det ses, at efter 28 dage var eddikesyre og myresyre emissionen reduceret.
Jean Tetreault, Conservation Scientist, fra CCI, Canada, talte i sit første ud af 4 foredrag om:
1.Principper for nedbrydning mellem museumsgenstande og udstillingsmaterialer.
Først defineredes forurenende stoffer (eng.: pollutants).
Disse forurenende stoffer, enten menneskeskabte eller stammende fra naturen, kan være:
- stoffer båret af luften, det være sig faste stoffer, gasarter, dampe
- stoffer overført via direkte kontakt
- stoffer i museumsgenstandene
JT var dernæst inde på eksisterende standarder for forureningsniveauer. I denne forbindelse nævntes Gary Thompsons standarder, som JT fandt problematiske, idet de er baseret på meget optimale betingelser og for eksempel ikke tog højde for forureningsniveauers forskellighed i by og land. De eksisterende standarder går ud fra de lavest mulige koncentrationer der kan opnås med den nuværende bedst tilgængelige teknologi, og er derfor på ingen måde relateret til materialenedbrydning.
På denne baggrund fremlagde JT en alternativ form for standardisering af forureningsniveauer med udgangspunkt i de konkrete miljømæssige og tekniske forhold, som den enkelte beslutningstager er i og de dertil forudseelige risikofaktorer.
JT opererede med 2 begreber/værdier, nemlig NOAEL (’Non Observable Adverse Level’, udtrykt i koncentration: ppb eller ug/m3) og LOAED (’Low observable Adverse Dose’, = lavest observerbare negativ effekt dosis, udtrykt i ug/m3 x år)
Værdierne er udtryk for en given dosis, og er analoge med standardiseringen anvendt ved pigmenters falmning ved lys. Værdierne er fastsat ud fra den givne mængde forurenende stoffer x eksponeringstid.
JT gjorde klart, at denne standardisering forudsætter, at der træffes et politisk valg på museumsniveau eller samfundsniveau med hensyn til, hvilken mængde forurening, man vil acceptere og hvilken grad af nedbrydning, man vil acceptere (’hvor tit vil man pudse sølvet?’
Eksempel på brugen af LOAED (Low observable adverse effect dose):
"Hvis fx et pigment udsættes for 100ug/m3 SO2 ved 50%RH vil det efter 0,5 uge udvise kritisk forandring (falme)".
Således vil man for alle materialer eksperimentelt kunne fastsætte en given LOAED.
JT fremviste et skema (under udvikling) med LOAED værdierne for en række materialer udsat for en række forskellige luftbårne forurenende stoffer.
Der kan videre fastsættes maksimum niveauer for de forskellige forurenende stoffer for at sikre minimum risiko for museumssamlinger bestående af sammensatte materialer over en given periode.
Som reference fastsattes koncentrationen af en række forurenende stoffer i henholdsvis rent miljø og i et bymiljø.
For at forlænge minimum risiko over en længere periode, kan den tidsperiode genstandene udsættes for forureningen nedsættes og resten af tiden kan genstandene opbevares i et renere miljø .
Når en montre bygges er princippet, at den skal være så tæt som mulig. Tætheden måles ud fra antal luftskifte per dag. En tæthedsgrad på 1 luftskifte per dag anses for at være en realistisk standard. (Naturligvis skal montren ikke være tæt, hvis den forurenende kilde er genstanden selv, eller montrematerialerne!)
JT viste, at med en forholdsvis simpel udregningsmodel lod det sig gøre at beregne niveauet for forureningen i montrer afhængig af indtrængningsgraden af udeluften (forureningskilden) ind i udstillingsrummet og videre ind i montren (Udelufts forurening reduceres ca. til 1/10 inde i udstillingsgallerier, og til ca. 1/100 inde i montrer).
JT kom ind på 3 overordnede kontrolstrategier i denne forbindelse:
- undgå forureningskilder
- blokere for forureningskilder, fx begrænse den naturlige ventilation eller fortynde forureningen, fx filtrering af luften
- reducere RF, temperatur, lys eller ilt (luftfugtigheden har en betydelig indflydelse på LOAED)
Efter at have behandlet forureningen fra udeluften var det næste emne JT tog op forurenende stoffer fra diverse materialer. Her delte JT forureningskilderne op i to hovedtyper, den luftbårne forurening og den forurening som ’vandrede’ via direkte kontakt.
Han skitserede overordnet de mulige problematiske situationer som kunne opstå med disse to hovedtyper i henholdsvis udstillingsrum og luftætte rum (montrer).
Den generelle retningslinie er, at søge at opnå et så lufttæt rum som muligt og undgå materialer som afgiver skadelige stoffer til de bevaringsværdige genstande i montren.
Her blev igen givet eksempler på kontrolstrategier:
- undgå materialer som afgiver forurenende stoffer (identificere de mest sensitive genstande og isolere disse i montre omgivet af materialer uden forurenende stoffer)
- blokere, fx coate materialer, som afgiver skadelige stoffer
- fortynde luften i rum med forurenende stoffer, fx ventilere, anvende materialer som kan absorbere forurenende stoffer (her foretrak JT ventilation fremfor sidstnævnte).
- reducere RF; temperatur, lys og ilt
De forurenende stoffer som vandrer ved direkte kontakt delte JT ind i faste og flydende stoffer fx blødgørere i plastik, fedtsyrer, silikone olie, salte. Disse stoffer er karakteriseret ved at vandre langsomt ind i museumsgenstandes overflader og skade disse. Den bedste måde at undgå dette er ved at vælge gode materialer eller ved at lægge et barriere/buffer materiale ind mellem genstanden og det skadelige materiale.
Endelig var JT inde på skadelige materialer i museumsgenstande (her kom JT dog ikke ind på konserveringsmaterialer). Eksempler på dette var:
- alun, lignin i papir
- eddikesyre i cellulose acetat
- nitrogendioxyd i cellulose nitrat
- metallegeringer
Ved montering af museumsgenstande var det vigtigt at bruge egnede produkter. JT anbefalede blandt andet at respektere produkternes forventede levetid, at bruge produkter uden skarpe kanter, og vælge slidstærke materialer.
Endvidere anbefaledes det:
- at fore/polstre, hvor monteringsmaterialet er i kontakt med genstanden.
- at anvende mekaniske sammenføjninger fremfor limede sammenføjninger når genstande skulle støttes.
- at genstande udstilles på en sådan måde, at de ikke deformeres på grund af deres egen vægt
- at opstillingen/monteringen kan støtte 10 gange genstandens vægt
- at genstanden kan fjernes fra monteringen/udstillingen på en sikker måde
De generelle retningslinier i denne forbindelse er at undgå stød, vibrationer og slitage på museumsgenstande ved at benytte indskud (interleaves) og polstring mellem udstillingsmaterialer og museumsgenstanden. Altså at fokusere på nødvendigheden af præventiv konservering.
Her henviste JT til en udgivelse fra CCI med titlen: ’Mount making for Museum Objects’.
2. Træprodukter og coatings
JT fremviste typiske træprodukter, som kunne være problematiske at anvende som udstillingsmaterialer. Videre viste han billeder af korroderede genstande, eksempelvis kobberskulpturer og kalksten angrebet af eddikesyre, samt overflader på glas angrebet af formaldehyddampe.
Problemet med træ er, at det frigiver syre. Generelt bør man undgå direkte kontakt mellem træ og museumsgenstande. Nogle trætyper er mere syreholdige end andre, såsom cedertræ, eg, douglasgran.
Træpladeprodukter udviser samme problem som massivt træ, men derudover kan der afgives formaldehyd og syre fra limproduktet anvendt i produkterne.
De bedste lime er fenol formaldehyd, polyurea, og epoxy. De værste lime er urea formaldehyd, polyformaldehyd, tørrende olier og ’rubber contact cement’.
Bedste træpladeprodukter er belagt krydsfinér eller plastik laminerede plader. Blot skal man være opmærksom på, at kanter bør forsegles.
De værste træpladeprodukter er spånplader (tilmed laminerede), diverse typer softboards og hardboards (fx Masonit).
Dernæst kom JT ind på forskellige typer overfladebehandlinger af træ.
Retningslinier for anvendelsen kan findes i Jean Tétreault, ’Coatings for Display and Storage in Museums’, CCI publikation.
Generelt var JTs råd at undgå oliebaserede malingstyper, herunder traditionelt oliebaserede, oliebaseret urethan, alkyder og epoxy ester.
Hvis disse typer anvendes inden i montrer, bør malingen tørre i mindst 4 uger inden genstande kommer i kontakt med den malede overflade.
Med et buffermateriale mellem den behandlede overflade og genstanden kan man anvende det overfladebehandlede produkt efter 4 dage. Dette gælder imidlertid ikke blygenstande, som vedvarende kan være følsomme for carboxylsyre dampe som afgives fra malingen eller træprodukterne.
3. Plastik
Plastik består overordnet set af en polymer og diverse tilsætningsstoffer. Tilsætningsstofferne kan være blødgørere (op til 50% i noget PVC) og stabilisatorer (max 1%) som har til formål at forlænge produkternes levetid, fx varme stabilisatorer, antioxidanter, UV-absorberende eller - stabiliserende stoffer. Endelig kan tilsætningssstofferne stamme fra fremstillingsprocessen eller have at gøre med produktets endelige funktion, fx farvestoffer, antistatiske midler o.s.v.
Ifølge JT er de bedste plastmaterialer med hensyn til kemisk stabilitet:
Polyethylen (PE)
polypropylen (PP)
polyester el. polythene terephthalat (’Melinex’, ’Mylar’)(PET)
polystyren (PS) (ikke skumgummi)
akryl
polycarbonat (PC)
polytetrafluoroethylen (teflon)(PTEE)
De værste plasttyper er:
PVC, cellulose acetat, polyurethan
gummi indeholdende svovl vulkaniserede midler
silikone
Gode plastplader er:
Plexiglas (MMA), PC, PS (små beholdere), PE, ’PP acrylic sheet’.
I forbindelse med denne gennemgang viste JT billedeksempler på ’crazing’ af Plexiglas overflader forårsaget af ethanol.
Han henviste i øvrigt til en CCI publikation med titlen: ’Mountmaking for Museum Objects’
Med hensyn til plastfolier pointerede JT, at PVC folier ikke er et velegnet materiale at bringe i kontakt med bevaringsværdige genstande. Han gav flere eksempler på PVC som udviste krympning, eller hvor blødgørere migrerede ud af PVC’en.
Stabile plastfolier, som også er gode dampbarrierer:
Polyvinylidene chlorid (’Safran’)
Polythene terephthalate (’Melinex’,’Mylar’)
Polyethylene
JT fremviste en liste af en række forskellige plastfolier med beskrivelser af fysiske karakteristika for hver enkelt materiale.
JT understregede i denne forbindelse, at ideelt bør man oprette sin egen samling af prøver på diverse plastprodukter. Her er det vigtigt at notere sig det præcise handelsnavn.
Generel retningslinie er, at jo tykkere folien er, jo bedre er materialet som damp barriere.
Alternative gode dampspærrermaterialer er aluminium folie.
Skumgummi typer (til polstring):
Polyethylen anbefales, idet det er nemt at skære i og lime sammen. Dog fås materialet i forskellige kvaliteter, hvoraf nogle er ustabile, da de kan blive sprøde.
For flere oplysninger henvises til Scott Williams på ConsDistL: ’Ethafoam and other Polyethylene Foams in Conservation’: http://palimpsest.stanford.edu/byauth/williams/foam.html
Polyurethan skum kan generelt ikke anbefales ved langvarig direkte kontakt med museumsgenstande. Det er ustabilt: bliver gult og kan migrere gennem nylon, bomuld og papir.
Der er to typer polyurethan skum, henholdsvis en polyether- og polyester type. Af disse to er polyester typen den mest stabile, men polyether typen mest udbredt og billigst.
Der findes en simpel test til identifikation af de to typer polyurethan:
I et reagensglas kommes 5 ml vand, 5 ml ethanol og 2 små stykker NaOH. Et lille stykke af det skummateriale, som skal identificeres lægges i væsken en nat og den følgende dag vil polyester typen være faldet fra hinanden, hvorimod polyether typen vil være intakt.
Til visse ting kan PU dog ikke undværes, fx til polstring af transportkasser, hvor et relativt blødt materiale er påkrævet for at kunne absorbere stød.
PU bør i øvrigt opbevares i mørke beholdere, fx sorte plastikposer.
Tætningsmaterialer:
Bedste typer er PE og neopren, videre platinum hærdet silikone.
Dårligste typer er akryl, PU, PVC, Teflon, svovlvulkaniseret gummi, og peroxid hærdet silikone.
Svovlvulkaniseret gummi gulner andet materiale, det er i kontakt med.
4. Ophængning og fastgørelse af genstande
Generel retningslinie: undgå at lime direkte på museumsgenstande. Generelt er lime ikke designet med henblik på langtids bevaring. Lime kan svækkes, blive gule og lave pletter.
Stickers på museumsgenstande bør undgås. Eksempelvis kan stickers på kobbergenstande forårsage skade på kobberet.
Wire: undgå ustabile opstillinger. Påtænk, at wiren kan skære ind i genstanden, hvorfor wire bør polstres. PVC coatede eller PVCpolstring af wire bør undgås.
Tekstiler: bør vaskes inden brug, idet eventuelle forurenende materialer fjernes, fx formaldehyd.
Kontrollér eventuelt for farve fasthed (se ’Oak Display Cases: Conservation Problem and Solutions’).
Flere og uddybende oplysninger kan fås på internettet på følgende adresser:
"Display Materials: The Good, the Bad and the Ugly" af J. Tetreault:
http://iaq.dk/papers/good-bad-ugly.htm
"Summary of Control Procedures to Prevent Damages Caused by Pollutants" af J. Tetreault:
http://iaq.dk/iap/iap1999/1999_17.htm
"Oak Display Cases: Conservation Problems and solutions" af J. Tetreault:
http://209.217.90.92/document-manager/view-document_e.cfm?Document_ID=80&ref=co
"Guidelines for Selecting Materials for Exhibit, Storage and Transportation" af J. Tetreault:
http://209.217.90.92/document-manager/view-document_e.cfm?Document_ID=82&ref=co
"Coatings for Display and Storage in Museums", J. Tetreault, CCI Technical Bulletin 21:
http://nt3.magma.ca/cci-icc/bookstore/viewcategory-e.cfm?id=18
CCI Web:
http://www.cci-icc.gc.ca/
Indoor Air Quality in Museums and Archives:
http://iaq.dk
http://www.ryhl.dk
Koordinatorer for Fuglsø formøde 2001 var:
Ulla B. Kejser, Morten Ryhl-Svendsen og Mette Humle Jørgensen
Referatet er skrevet af Elizabeth Baadsgaard
|
|
| Svar: |
|
|
|
