| Emne: |
brev til kulturministeriet vedr. efteruddannelse |
| Navn: |
Michael Højlund Rasmussen |
| E-mail: |
mhr@konservering.vejleamt.dk |
| Dato: |
07-03-2002 10:04 |
Kulturministeriet att. Afdelingschef Steen Kyed Nybrogade 2 Postboks 2140 1015 København K
Brejning 6. marts 2002
Vedr. nedlæggelse af Konservatorskolens efteruddannelseskurser
Nordisk Konservatorforbund har konstateret, at man i forbindelse med finanslovsforslaget for 2002 har fjernet tilskuddet til afholdelse af efteruddannelseskurser for konservatorer på Det Kgl. Danske Kunstakademis Konservatorskole. Denne prioritering finder vi meget uhensigtsmæssig, og Nordisk Konservatorforbund vil på det bestemteste opfordre Kulturministeren til at sikre, at tilskuddet til efteruddannelse fortsat kan tilflyde Konservatorskolen.
Der er tale om et meget succesfuldt og helt nødvendigt efteruddannelsesprogram. Efteruddannelsen af konservatorer er et vigtigt element til opretholdelse af kvaliteten af vores arbejde med bevaringen af den kulturelle arv, og den er helt nødvendig for vort fag, der gennem de seneste år har oplevet en rivende udvikling.
Det skal understreges, at konservatorerne i Danmark udgør en lille, men højt specialiseret gruppe af personer, der fortrinsvis er uddannet i offentligt regi og ansat på offentlige institutioner, hvoraf de største for tiden rammes af alvorlige nedskæringer. Generelt er konserveringsområdet et lille område med begrænsede ressourcer til forskning og udvikling. Efteruddannelsesprogrammet giver konservatorerne mulighed for at hente information om alt det nye fra ind- og udland, og her spiller Konservatorskolen en central rolle, da det jo netop er skolens funktion at referere og indsamle viden. Vi beder derfor om fredning af den sum, der fortsat vil sikre formidlingen af denne viden til konservatorfaget.
På vegne af danske konservatorer
Michael Højlund Rasmussen formand
|
|
| Svar: |
|
|
|