| Emne: |
nedlæggelse af konserveringen på Staten Arkiver |
| Navn: |
Michael Højlund Rasmussen |
| E-mail: |
mhr@konservering.vejleamt.dk |
| Dato: |
14-05-2002 13:11 |
Tale ved Nordisk Konservatorforbunds foretræde for Kulturudvalget d. 8.maj 2002
Af Michael Højlund Rasmussen, formand for Nordisk Konservatorforbund – Den Danske Afdeling.
Vi repræsenterer ca. 300 medlemmer, og udgør en faggruppe med uddannelse, viden og ekspertise om kulturarvsbevaring, men ingen egentlig kompetence.
I forbindelse med gennemførelse af de vedtagne besparelser på Statens kulturbevarende institutioner har ledelsen på Statens Arkiver foreslået at nedlægge Statens Arkivers Konserveringscenter. Værkstedet fungerer som centralt værksted for landsarkiverne, Erhvervsarkivet, Dansk Data Arkiv samt Rigsarkivet. og udgør derved et omdrejningspunkt i hele bevaringsindsatsen på Statens Arkiver
Ved nedlæggelsen af Konserveringscentret forsvinder en væsentlig funktion ved driften af Statens Arkiver, og det har en række katastrofale konsekvenser for bevaringen af den kulturelle arv på Statens Arkiver. Det er disse forhold Nordisk konservatorforbund ønsker at henlede Kulturudvalgets medlemmer på.
For det første mener vi principielt, at en så stor institution som Statens Arkiver bør have sin egen konserveringsafdeling ligesom de øvrige store bevaringsinstitutioner under Kulturministeriet. Det er vigtigt, at der løbende føres tilsyn med samlingernes tilstand af kvalificeret personale, som har fornødne tekniske viden om arkivmaterialernes nedbrydning og rette opbevaring.
For det andet har man på Statens Arkiver opsamlet en speciel viden og erfaring med konservering og restaurering af arkivalier (herunder særligt bogbind, pergament og segl) i gennem 110 år. Denne viden forsvinder nu. Man gør det endvidere unødigt vanskeligt for en fremtidig ledelse at genoprette konserveringsværkstedet, når vidensgrundlaget og den håndværksmæssige kunnen uigenkaldeligt er væk.
Statens Arkiver har gennem tiderne uddannet og ansat flere håndbogbindere. Sammen med Det Kgl. bibliotek har Statens Arkiver været det eneste sted, hvor dette nu snart uddøende fag har kunnet overleve, fordi der til stadighed er behov for konservatorer med baggrund i bogbinderfaget til restaurering af den indbundne arkivmasse. Staten burde hjælpe til at bevare gamle håndværk i stedet for at være deres banemand.
Statens Arkiver har gennem en lang årrække gennemført en systematisk nedskæring på konserveringsområdet gennem nedlæggelsen af landarkivernes værksteder og tilhørende konservator- og bogbinderstillinger. Der har tidligere været 5 værksteder og op mod 18 stillinger. Gennem de seneste år er konserveringsområdet blevet reduceret til eet værksted og 4 stillinger med et budget på ca. 1,2 mill. kr. – Kan det gøres mindre og billigere?
Nedlæggelsen af konserveringscentret sker på et tidspunkt, hvor man netop har ansat en bachelor i konservering i en uddannelsesstilling, som skulle føre til en opkvalificering af konserveringsindsatsen i et nært aftalt samarbejde med Kunstakademiets Konservatorskole. Man må spørge, om Konservatorskolens indsats har været omsonst, når statens egne kulturbevarende institutioner tilsyneladende ikke har behov for konservering?
Vi har forstået, at besparelserne på Statens institutioner er beregnet således, at de modsvares af den generelle produktivitetsstigning i samfundet. Derfor har det heller ikke været meningen, at besparelserne skulle ramme igangværende aktiviteter, så man på den måde evt. kunne ramme særlige eller væsentlige funktioner på institutionerne. Med nedlæggelsen af Konserveringscentret har man benyttet lejligheden til at slippe af med en væsentlig funktion – en igangværende aktivitet – og det mener vi hverken kan være i Statens Arkivers eller samfundets langsigtede interesse.
Nedlæggelsen af Konserveringscentret på Statens Arkiver illustrerer desuden, at lovgivningen generelt er mangelfuld i forhold til institutionernes bevaringsforpligtelse.
Samtlige love der gælder for de kulturbevarende institutioner, er ikke specifikke i kravene til konservering og opbevaringsforhold. En grotesk undtagelse er Bekendtgørelse 691/1998 om optagelse, opbevaring og aflevering af radio- og fjernsynsudsendelser; den handler om, at alle radio- og tv-udsendelser skal opbevares 3 måneder efter udsendelse under de mest forsvarlige og ideelle forhold – med angivelse af tekniske normer. Her er der åbenbart større interesser på spil, end når det gælder bevaringen af den samlede kulturarv ud i al evighed.
Ofte ser vi, at bevaringsindsatsen bliver nedprioriteret til fordel for andre aktiviteter, der er mere synlige eller målbare. Og det sker rent administrativt uden nogen mulighed for, at andre kan gribe ind. Vi konservatorer, der arbejder med samlingerne til dagligt, kan blot se på, at denne mal-praksis finder sted.
Nordisk Konservatorforbund mener, at der er et helt overordnet problem i den nuværende lovgivning. Museer og arkiver kan vælge at se bort fra den fysiske bevaring af vores kulturarv.
Dårlige magasinforhold og nedlæggelse af konservatorstillinger fører til, at mange museumsgenstande og arkivalier nedbrydes og går til.
Vi kan ikke være bekendt overfor kommende generationer at nedprioritere bevaringen af kulturarven. Vi kan og skal ikke bevare alt – men den del af kulturarven, vi vælger at bevare, kan ikke indsamles igen – de ting er unikke, og de skal behandles med respekt.
Vi opfordrer til, at der i den eksisterende lovgivning eller administrativt indføres standarder for bevaringen af vores kulturarv. Heraf skal det fremgå hvilke ressourcer, der skal være til stede for at bevaringsarbejdet kan gennemføres på et fornuftigt niveau.
I det konkrete tilfælde vil Nordisk Konservatorforbund opfordre til, at det pålægges ledelsen af Statens Arkiver umiddelbart at trække forslaget tilbage og i stedet påbegynde forhandlinger om gennemførelse af besparelserne, på en måde som ikke omfatter nedlæggelse af Konserveringscentret.
Alternativt opfordrer vi til, at man finder en løsning, hvor ressourcerne centraliseres – gerne med udgangspunkt i den velfungerende bevaringsafdeling på Det kgl. Bibliotek. Vi synes, man ligeså godt kan benytte anledningen til at være lidt mere visionær, end der er lagt op til – så hvorfor ikke skabe et centralt konserveringscenter for hele arkiv- og biblioteksområdet under Statens institutioner. Her vil man kunne yde rådgivning og samle al viden om håndbogbinding, papirkonservering, massekonservering, opbevaringsforhold m.m.
Vi håber, at Kulturudvalget på baggrund af de afgivne oplysninger vil gå ind i sagen og sikre, at Statens Arkiver fortsat vil være i stand til at tage ordentlig vare på vores ”fælles hukommelse”. Vi håber ligeledes, at Kulturudvalget vil overveje de mere overordnede perspektiver af den administrative praksis, som Statens Arkiver har demonstreret i denne sag. Hvis Statens Arkiver kan undvære en aktiv bevaringsindsats – så er der måske også andre større institutioner, der kan - hvis de presses hårdt nok. En sådan udvikling kan ikke være i nogens interesse.
Tak! |
|
| Svar: |
|
|
|
