| Emne: |
DKF: Referat af Fuglsø formødet 2003 |
| Navn: |
Karen Brynjolf Pedersen |
| E-mail: |
Karen.Pedersen@natmus.dk |
| Dato: |
17-12-2003 11:20 |
Referat fra Fuglsøformøde d. 18. - 19. november 2003
Udstillingsbygninger
Katia Johansen, konservator, Rosenborg og formand for DKF bød velkommen til alle de fremmødte.
Mikkel Scharff (MS), afdelingsleder for kunstlinien, Konservatorskolen
Titel: Bevaring eller formidling
Med udgangspunkt i oplægget for dette års Fuglsøformøde, som var udstillingsbygninger (historiske bygninger og nybyggeri) og deres egnethed til udstilling talte MS om, hvordan man kan skabe en udstilling, som er forsvarlig sikrings- og bevaringsmæssigt, men som samtidig også fungerer formidlingsmæssigt.
Ingen af museumslovens 5 søjler: Indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling kan eller bør stå alene, men udfra formødets oplæg var der i dette indlæg fokus på 2 af søjlerne.
Indlæggets undertitel var bevaring og formidling, fordi det netop handler om at skabe de bedste forhold for begge områder. Der findes mange eksempler på, hvordan gode forhold for formidling skaber problemer med bevaring og omvendt. Det er et problem, hvis man har at gøre med en bygning, som har en indbygget konflikt med uhensigtsmæssige forhold for bevaring og formidling. Man kan da enten argumentere mod brug af bygningen eller få enderne til at mødes mellem formidling og bevaring. Den bedste løsning er at søge bedst mulige forhold for begge områder trods de modstridende interesser. Man bør søge realistiske løsninger og samarbejde snarere end at sætte umulige krav.
Før man søger løsninger, bør man vurdere udstillingsstedet, genstandene som skal udstilles og formidlingssituationen. Fra starten af et projekt er det vigtigt at planlægge og indgå i et tværfagligt samarbejde mellem ingeniør, arkitekt, historiker, arkæolog, kunsthistoriker, konservator, direktør, økonom etc. Det er vigtigt for de enkelte parter at definere deres egen rolle i samarbejdet. Ved at alle er med fra start, undgår man, at fejl skal rettes senere. At rette fejl er ofte mere bekosteligt, end hvis alle blev taget med på råd fra begyndelsen af et projekt.
Som redskaber til planlægning introducerede MS begrebet risikovurdering ("risk assesment"). Risikovurdering er et modeord i konserveringsverdenen. Bl.a. har The Canadian Conservation Institute (CCI) udgivet en del artikler om emnet. Man kan opstille et skema, hvor man undersøger forskellige "nedbrydnings"-agenter" (brand, vand, vandalisme/tyveri, biologisk nedbrydning, luftforurening, lys/stråling, forkert temperatur og forkert R.F.) i forhold til sandsynlighed, andel truet, relativt værditab, relativ værdi, risikovurdering og prioritering. Her kan man plotte talværdier og ud fra dette prioritere, hvor man skal sætte ind. Risikovurderingen er relevant for en bygning eller for en kompleks samling af genstande, som man har med at gøre i en udstillingssituation, men mindre relevant for enkelte genstande.
Udarbejdelsen af en beslutningsmodel kan gøres ved at oprette arbejdsgrupper og definere målsætninger og krav til både bevaring og formidling. Det er vigtigt at definere målgruppen for en udstilling, da kravene til udstillingen (eks. kravet til lys) vil være forskelligt, alt efter om den f.eks. henvender sig til et ældre eller et yngre publikum.
Løsningsmodeller kan være tekniske eller ikke-tekniske. MS talte fortrinsvis om lys og stråling. Lys og stråling har nedbrydende effekt og søges derfor begrænset. Ashley-Smith, V&A, London har også beskæftiget sig med risikovurdering. Han har lavet forsøg med belysning af standardtekstiler (ISO 1 - 8, hvor 1 har den mindst stabile farve, og 8 har den mest stabile farve). Prøverne blev belyst indtil, der lige netop var en synlig blegning. Tekstilerne blev udsat for 50 lux, 100 lux og 200 lux. Eksempelvis blev der registreret en lige netop synlig blegning for standardtekstil 5 (ISO 5) efter 1 år (50 lux), 30 uger (100 lux) og 15 uger (200 lux).
Der findes forskellige anbefalede krav til belysning i museumssammenhæng. Gary Thompson anbefaler, at man alt efter genstandsmaterialets lysfølsomhed belyser genstande med mellem 50 til 200 lux (8 timer/dag) og med maks. 75 mW/lm. De anbefalede lysværdier giver i alt ca. 120.000 luxtimer/år (50 lux) og 480.000 luxtimer/år (200 lux).
Man kan i stedet for at regne lux beregne det antal luxtimer, en genstand belyses. Evt. kan man belyse en genstand med flere lux end det anbefalede i en kortere periode, således at det anbefalede årlige luxtimetal ikke overskrides. Michalski anbefaler 50 til 200 lux for organisk materiale, ubegrænset belysning for uorganisk materiale (dog højest 5 grader C. varmere overflade) og maks. 10 mW/lm. Han arbejder med begrebet kompensation. F.eks. kan detaljer, mørke overflader, tidsbegrænset studie etc. belyses med 3 gange den anbefalede luxværdi, såfremt belysningstiden begrænses.
Af tekniske løsningsmuligheder kan man styre (filtrere eller udelukke) dagslys. Man bør på museer bruge højkvalitets-kunstlys (ofte ses stadig 1- og 3- pulver lysstofrør i udstillinger, som resulterer i dårlig farvegengivelse mht. udstillede genstande). Man kan vurdere behov for forskellige lysniveauer på forskellige genstande eller genstandsgrupper. Man kan bruge kompensationsmodellen med kraftigere belysning af genstande i kortere perioder. Perioden kan afkortes ved at begrænse åbningstiden eller have kortere udstillingsperioder. Man kan anvende lysadaption, hvor publikum langsomt tilvænnes fra et kraftigt til et lavere lysniveau i hele udstillingen eller i områder af udstillingen, og hvor det svagere lys er "varmere".
Af ikke-tekniske løsninger kan man udnytte dagslysets kvalitet. Dagslyset kan styres med gardiner af kustoder. Man kan begrænse lyspåvirkningen af lysfølsomme genstande med f. eks. gardiner eller låger betjent af enten publikum eller kustoder.
Mht. lys til udstillingsbrug er det vigtigt at overveje lysmængde, placering og lyskvalitet. Lavenergipærer giver "visuel tinitus". Man bør undgå reflekser og store kontraster. Man bør være opmærksom på anbringelse af armaturer, alarmer, kontakter og kabelføring i historiske huse. Overvej æstetikken i placering af tekniske installationer, da huset selv er en museumsgenstand. Man bør også overveje installationer sikringsmæssigt mht. brandfare. Belysningen i en udstilling bør fokusere på bygning og samling og ikke selv tiltrække sig opmærksomhed.
Detaljerede krav til museumsklima er også vigtigt, men diskuteres ikke her. Som overordnede betragtninger skal man vurdere genstandens krav og behov og huske genstandens "klimahistorie". Det er vigtigt at opstille realistiske krav. Mange anbefaler en værdi, som må overskrides med +/- 2 %, men de fleste måleinstrumenter kan ikke måle mere præcist end +/- 5 %. Overvej langsomme, rimelige årsvariationer. Et for effektivt klimaanlæg kan flytte problemer ind i en historisk bygnings murværk ved at trække fugt ud af og igennem bygningens murværk. Man kan i stedet overveje at styre klimaet ved at regulere temperaturen og bruge hygrostater i stedet for termostater. Ofte er klimakravet et dilemma mellem genstandes/bygningens behov og menneskelig komfort.
Mange andre forhold end lys/stråling og R.F./temperatur har betydning i forhold til bevaring og formidling. Man bør være opmærksom på mekanisk påvirkning af genstande placeret i ustabile montrer eller på gyngende gulve. Tyveri og brand sikres der traditionelt imod med alarmsystemer. Vandskader, luftforurening og tegn på biologisk nedbrydning er der sjældent systematisk overvågning af trods jævnlige problemer.
Af alternative løsninger foreslog MS, at man anvendte "Ulster Museum" modellen, som går ud på at overveje alternative løsninger til styring af lys/stråling og R.F./temperatur. En løsning er at uddanne vagt-, kustode-, rengøringspersonale etc. til at styre lys (gardiner til og fra), melde tilbage om stigende tilstøvning, unormale klimaforhold, vandskader etc. Desuden kan man inddrage bevaringsinitiativer i udstillingen (f.eks. forklare hvorfor der er mørkt og køligt i udstillingen, og hvorfor nogle genstande er placeret i montrer).
Litteratur:
* Thompson, G.: The Museum Environment, 2nd edition, London, Butterworth, 1986.
* Derbyshire, A. & Ashley-Smith, J.: "A proposed practical lighting policy for works of art on paper at the V&A". ICOM-CC, 12th Triennial Meeting, Lyon, 1999.
* Michalski, S.: "Relative humidity: A discussion of correct/incorrect values". ICOM-CC, 10th Triennieal Meeting, Washington, 1993.
* Michalski, S.: "A systematic approach to preservation. Description and integration with other museum activities", i IIC Conference: Preventive Conservation: Practice, Theory and Research, Ottowa, 1994.
* Michalski, S.: "The lighting decision", Fabric of an exhibition. An interdiciplinary approach. CCI, Ottowa, 1997.
* Ashley-Smith, J.: Risk Assesment for Object Conservation, Oxford, 1999.
* The physics of the museum environment by Tim Padfield.: http://www.natmus.dk/cons/tp/index.htm
Lars D. Christoffersen (LDC), ingeniør, Birch og Krogboe
Titel: Ambitioner og muligheder - kan det lykkes?
LDC har arbejdet med projekter relateret til magasinbygninger i 12 år fuld tid hos Birch og Krogboe (som er rådgivende ingeniører). Konceptet for projekterne har været passiv klimatisering, hvor magasinbygningerne konstrueres, således at et stabilt opbevaringsklima opnås, samtidig med at man er mindst mulig afhængig af mekaniske kontrolsystemer. Bygningen fungerer som en klimaskærm med regulering af luftskiftet og de bygningsmaterialer, der er anvendt, er klimaregulerende (ved at de kan optage og afgive fugt eller varme).
Man kan læse mere om magasiner med passiv klimatisering i: Postprint fra magasinseminar afholdt i Randers 2002 (kan købes ved henvendelse til Kulturhistorisk Museum Randers.)
LDC talte i dette indlæg om udstillingsfysik og dynamik. Både historiske bygninger og nyere museer har udfordringer i forbindelse med udstilling. Det handler om at begrænse nedbrydning af genstande og gøre formidling af genstande mulig. Mht. bevaring af genstande er det vigtigt med et stabilt klima. Temperatur og R.F. må svinge indenfor definerede grænser. Det er vigtigt at kontrollere klimaet hele tiden, så udsving kan opdages.
Almindeligvis har en udstilling mekanisk klimastyring - luft cirkulerer: luften affugtes, befugtes, opvarmes og køles. I en udstilling er der mange variationer i klimaet over et døgn. Mekaniske klimastyringssystemer skal hele tiden kompensere for små ændringer i klimaet pga. lys (nat/dag), vejrskifte, alm. aktivitet på museet (rengøring/besøgende) etc.
Pga. kompensationerne kan der med et traditionelt klimaanlæg opstå reguleringsbetingede variationer i klimaet, som kan være uhensigtsmæssige for genstandene. Et traditionelt klimaanlæg vil ofte have store drifts- og vedligeholdelsesomkostninger. Klimastyring og ventilationssystemer skal vedligeholdes. Allerede efter 1 år uden vedligeholdelse kan der være ændringer i klimaet på trods af klimastyring. Det er derfor meget vigtigt at kontrollere klimaet og vedligeholde apparatur.
LDC's erfaringer mht. udstillinger er, at der ofte opsættes meget store klimaanlæg, som måske ikke havde været nødvendige, hvis projektet havde været bedre gennemtænkt fra begyndelsen. Ofte kommer ingeniører for sent ind i processen til at være sparringspartnere i projektet. De skal da løse fejl og mangler, som kunne have været undgået. Det giver dårlige arbejdsforhold for alle parter og bliver ofte dyrere, end hvis problemer havde været forudset fra starten.
I begyndelsen af et projekt er det vigtigt at opstille krav, og løsninger skal afdækkes klart. Pris og omkostninger skal afklares. Der må være dialog med alle partnere. En afklaring af muligheder er vejen til løsninger.
Ofte laves udstillinger med alt for meget lys, der giver meget varme. Varmen skal køles ned af klimaventilationen, der derfor må have stor kapacitet. Man kan kompensere ved at anvende mere lys i kortere tid og bruge lys af høj kvalitet. Fiberlys er en udmærket løsning rent lysmæssigt, men lyskilden er et problem, da den støjer og opvarmer (evt. inde i en montre).
I forbindelse med udstilling er det vigtigt ikke at kun at tænke på én udstilling, men at tænke fremad på de behov man vil kunne få ved andre udstillinger i fremtiden. Hvor meget lys kan man få brug for? Man skal tænke på, at køleanlægget skal kunne modsvare/fjerne den varme, der dannes af lyset.
Både i gamle og nye bygninger er det vigtigt at sørge for plads til ventilationsanlæg og sørge for, at der er råd til ventilationsanlæg. Desuden skal man sørge for, at der er loftshøjde nok til kanaler til ventilationssystemer.
Støj kan være et problem i udstillinger - især ved besøg af skoleklasser. I en udstilling kan man overveje, hvordan man laver akustisk dæmpning.
Det er ofte et problem at klimastyre historiske bygninger. Der dannes kondens på de tykke mure ved opvarmning af rummet, da murene er koldere end rummet. Er det nødvendigt med komfortklima i en udstilling? Ved at sænke temperaturen kan man hæve R.F. i tørre perioder.
Ved høj R.F. er der stigende risiko for biologisk og kemisk nedbrydning af genstande. Ved lav R.F. er der stigende risiko for fysisk nedbrydning af genstande.
De ofte tykke mure i historiske bygninger fungerer som en god fugtbuffer. Ved nybyggeri kan man vælge byggematerialer, som fungerer som fugtbuffer. Når man har at gøre med ventilationssystemer og bygninger med højt luftskifte øger volumen eller rumarealet stabiliteten af klimaet.
Opsummering: Stil rimelige krav. Tænk totaløkonomi. Tænk i helheder. Lad dig ikke imponere (af tekniske installationer og arkitektur). Det er vigtigt, at bygningen er egnet til det, den skal bruges til. Tag aktiv del i processen. Alle parter skal være med fra starten igennem hele processen. Lær at bruge bygningen. Forlang indblik i, hvad den kan. Uddan personale til brug af evt. klimaanlæg. Tænk grundigt over behov og opstil krav herudfra. Hvad koster det at drive ventilationssystem? Undgå overraskelser mht. stort elforbrug.
Ledelsesmæssig fokus på processen er vigtig!
Diskussion:
Det blev diskuteret, om der fandtes alternative lyskilder til fiberlys, da det afgiver meget varme. Fiberlys er udmærket til brug af belysning af genstande. Den varmende del af lyset (lysgiveren) kan placeres udenfor montrer - evt. i et helt andet rum end udstillingsrummet (teknisk rum eller lignende). Lysgiveren skal dog være i en afstand fra montren, så lyset stadig er godt. Man kan få 30 til 40 m lyslederkabler uden væsentlig forringelse af lyset. Caroline Allington havde været med til at lave en udstilling med fiberlys, hvor arkitekten forlangte, at lysgiveren ikke blev placeret mere end 20 m fra lyset, da længere afstande efter hans mening, gav et dårligere lys.
Poul Klenz Larsen (PKL), ingeniør, Nationalmuseet
Titel: Design af nyt arkiv på den Arnamagnæanske Samling
I forbindelse med flytning af Det Arnamagnæanske Institut ved Københavns Universitet kontaktede man Nationalmuseet med henblik på at få bygget en boks, hvor man kunne undgå mekanisk klimastyring. Herved blev arkitekt og ingeniør tidligt involveret i projektet.
Den Arnamagnæanske samling består af islandske håndskrifter og andre nordiske håndskrifter indsamlet af den islandske filolog og historiker Arne Magnusson. Samlingen blev doneret til Københavns Universitet til det nordiske forskningsinstitut ved hans død i 1730. I dag befinder samlingen sig på det Arnamagnæanske Institut. På universitetet har samlingen været opbevaret i en mekanisk klimatiseret boks, som aldrig rigtig har fungeret.
Kravet var at fastholde en R.F. på 40 - 50 % uden at tilføje eller fjerne fugt. Løsningen på dette var at styre temperaturen - altså en temperaturstyret regulering af R.F. For at styre R.F. indenfor det opsatte krav beregnede man, at temperaturen ville svinge mellem 10 - 20 grader C. over året. Det er ikke en komfortabel temperatur for personalet (komfortklima), men da der ikke var permanent personaleophold i boksen, kunne det godt lade sig gøre.
Bygningen, hvor boksen skulle være, var en kontorbygning klimatiseret efter alle kunstens regler. Da det netop var det, man forsøgte at undgå, tegnede PKL og Tim Padfield fra Nationalmuseet et boksrum, som bestod af en tyk betonkasse. Herved blev boksen både sikringsmæssig forsvarlig, men samtidig kunne man isolere klimaet i boksen fra det omgivende kontormiljø.
Udvendigt på bygningen blev opsat strålingsregulerende materiale, som regulerede temperaturen. Indvendigt i boksen skulle vægge og loft pudses med fugtabsorberende puds og males med silikatmaling.
Tim Padfield lavede undersøgelser af forskellige typer lerpuds til pudsning af boksen indvendigt. Han fandt at 10 cm lerpuds af lertypen bentonit (meget fin partikelstørrelse) havde de bedste fugtabsorberende egenskaber. Ler med større partikelstørrelser har ikke de samme fugtabsorberende egenskaber.
Jens Rahbek fra COWI (rådgivende ingeniørfirma) lavede beregninger på temperaturen inde i boksen ved forskellige typer isolering. Udfra disse resultater blev det besluttet at anvende 200 mm mineraluld på indvendige mure og 50 mm mineraluld på udvendige mure, hvilket gav det mest stabile klima i boksen. Desuden blev der lavet beregninger på, hvilken temperatur der skulle være i boksen for at holde den ønskede R.F. Man fandt ud af at ca. 10 grader C. om vinteren og 20+ grader C. om sommeren gav en stabil R.F. Klimaet blev suppleret med en mekanisk ventilation, hvor man tog frisk luft ind, når der var ideelle forhold udendørs (eks. kan man om sommeren, når klimaet er meget fugtig indstille friskluftindtaget til kun at indtage luft om natten, når luften er køligere og tørrere og modsat om vinteren, når klimaet er for tørt). Ved at måle R.F. inde og ude kan personalet indstille den mekaniske ventilation til kun at køre ved gunstige forhold for stabilisering af klimaet. Ventilationsystemet har den fordel, at det er simpelt at betjene, og at det ikke har afgørende betydning for klimaet i boksen.
I mellemtiden havde håndværkere spartlet og malet alle indvendige overflader i boksen med 3 gange plastmaling. Betonen havde en ligevægts R.F. på 100 %. Desuden havde håndværkere lagt 200 mm mineraluld omkring hele boksen, og ikke de 50 mm som var anbefalet. Resultatet er, at man får et for varmt klima i boksen om vinteren.
Malingen blev fjernet og murene sandblæst og boksen affugtet i ½ år. På murene anvendtes gasbeton (som er en god fugtbuffer), og der kom gipsplader i loftet. Vægge og loft blev malet med silikatmaling. Der blev opstillet afgasningsfrie reolsystemer, og fiberlys med lyskilden placeret udenfor boksen blev opsat. I dette tilfælde var lysets kvalitet ikke så vigtigt, da det udelukkende skulle fungere som orienteringslys.
Ved endelig overdragelse var der lugtgener i boksen. Et sug af luften blev analyseret på Nationalmuseet, og 2 slags phenoler blev identificeret. Det er endnu ikke registreret, hvor phenolerne afgasser fra. Der anvendes phenollim i mineraluld, men på prøver af mineraluld kan phenol ikke identificeres.
Resultatet er, at boksen stadig ikke er i anvendelse. Ved målinger ses et stabilt klima i boksen med variationer ved fuld mekanisk klimastyring.
Konklusionen er, at det er vigtigt at holde øje med og kontrollere håndværkere i forbindelse med nybyggeri.
Diskussion:
Bentonit har den fineste partikelstørrelse og er derfor bedst egnet, da det er partikelstørrelsen, der bestemmer fugtbuffereffekten. Andre lertyper har for stor partikelstørrelse. Almindeligt ler indeholder svovlforbindelser. Det er derfor meget vigtigt, at lade ler gasse af, før det anvendes i byggeri.
Håndskrifterne opbevares i arkivkasser, som også har en vis fugtbuffereffekt.
Hvor tit skal ventilationssystemet kalibreres? Ventilationssystemet fungerer som et almindeligt mekanisk system. Fordelen er, at det består af 2 spjæld, der kan lukkes af, således at man har recirkulation. Herved har kalibreringsforglemmelser og -fejl mindre betydning for klimaets stabilitet.
Reference:
<http://www.natmus.dk/cons/tp/arnemag/arnemagn1.htm>
Niels Knud Liebgott (NKL), museumsinspektør, Rosenborg
Titel: Belysningsproblematik på Rosenborg
Rosenborg er et fredet og bevaringsværdigt hus. Hvordan kan sådanne huse bruges i udstillingsøjemed?
Rosenborg er bygget i 1600-tallet og har fungeret som kongelig bolig/lysthus frem til 1720'erne. Slottet og dets interiører, hvor en del er originale, har derfor været udsat for vekslende klimatiske forhold i ca. 400 år, men har trods det overlevet.
Der findes ingen mekanisk klimastyring på slottet - med undtagelse af den tilbyggede kælder, hvor kronjuvelerne udstilles (skatkammeret). R.F. styres ved temperaturregulering. Dette medfører, at der i vintermånederne er meget koldt på slottet (ned til 8 grader C.), hvilket muligvis begrænser besøgstallet. Da der ikke har været indlagt elektrisk lys på Rosenborg, begrænses åbningstiden i vinterperioden fra kl. 11 - 14.
Ved at installere elektrisk lys på Rosenborg, ville man kunne have længere åbningstider og mulighed for mere moderne udstillinger.
Skatkammeret blev bygget i 1970'erne, og her blev elektrisk lys installeret. Montrerne i skatkammeret er belyst ved elektriske pærer monteret i skinner indvendigt i montren. Allerede dengang førte man installationer til selve slottet. Glasværelset og det grønne kabinet blev renoveret i 1990'erne, og her blev i begge rum monteret fiberlys. Lyskilden sidder i små kasser under montrerne. De støjer ikke, men bliver en smule varme, hvilket dog ikke kan måles som stor varmeafgivelse i montren. I forbindelse med denne renovering fik man rigelig strømindføring ført ind på slottet.
Man har været meget tilbageholdende med installation af elektrisk lys på slottet. Man har overvejet belysning på et etisk-, æstetisk-, bevarings-, formidlings-, og sikkerhedsmæssigt grundlag.
For det første har man været bange for risikoen for brand. Både Christiansborg slot og Frederiksborg slot nedbrændte pga. fejl i elektriske installationer. Desuden har man som publikum en fornemmelse af rejse tilbage i tiden på Rosenborg pga. de oprindelige interiører og den dunkle belysning (illusion af kærtebelysning). Der er en helt fantastisk stemning, som kan ødelægges ved elektrisk belysning - eller i hvert fald ved forkert brug af elektrisk belysning.
Af sikkerhedsmæssige grunde (tyveri/vandalisme) ville det være en fordel med elektrisk lys. Da man af formidlingsmæssige årsager ikke ønsker at ødelægge stemningen og autenticiteten af interiørerne, er få genstande i montrer. De fleste genstande står frit fremme. Det og den dunkle belysning gør, at mange vagter er nødvendige. I åbningstiden er der flere vagter på Rosenborg slot, end der er på hele Nationalmuseet.
Udstillingerne på Rosenborg består af de originale historiske interiører, rekonstruktioner af historiske interiører som blev opsat i 1860'erne, og riddersalen, hvor de oprindelige gobeliner blev tilbageleveret til i 1999. Dette var en stor begivenhed, og man ville gerne kunne vise gobelinerne frem ved bedre belysning.
Kabler blev ført ind i kælderen og igennem hemmelighederne (lokummerne), som ligger i en kanal på alle etager, kunne kablerne føres vertikalt til hver etage. Herved undgik man at skulle bore huller alle vegne på slottet. Hver eneste stikkontakt har et kabel, der fører tilbage til elektriske tavler. Det giver en stor mængde kabler. Der findes to store tavler på loftet. Af sikkerhedsmæssige årsager er der alarm og temperaturfølere på alle tavler. På hver etage er der centrale paneler.
Tidligere havde man forsøgt at designe et standardarmatur til Rosenborg slot. Armaturerne bestod af messingringe sat sammen som sfærer, hvor lyskilder skulle placeres. Dette armatur gav associationer til Tycho Brahe og passede ind i et af rummene - men ikke i dem alle. Man var tidligere af den overbevisning, at det elektriske lys var et fremmed element på slottet, og derfor skulle man ikke holde sig tilbage for at lave standardarmaturer.
Nogle af rummene på Rosenborg har jernkroge i loftet til ophængning af belysning. Andre rum har været oplyst af kærter etc. I riddersalen er der 4 jernkroge i loftet. Man har ikke fundet bevis på, at der har været ophængt permanente kroner på noget tidspunkt i slottets historie. Man valgte derfor standere i gulvet, som samtidig fungerer som publikums afstand til gobelinerne. Man kan ophænge snore imellem dem - men det er kun nødvendigt i nogle tilfælde. Standerne har lys ind mod gobelinerne og er ellers sorte. På denne måde har armaturet fået to funktioner, og man lægger ikke mærke til dem som fremmedelement i udstillingen.
I andre rum hvor kroner er ophængt konstruerede man messingringe med elektriske pærer monteret, som "svæver" inde i de oprindelige kroner. De kan let fjernes, uden at der er foretaget indgreb på de oprindelige genstande. Messingstænger med elektriske pærer monteret er opsat horisontalt i loft, hvor man ønsker lys, der skal kastes ned over en væg.
Armaturerne måtte ikke være for kostbare. Budgettet for installation af elektrisk lys på Rosenborg har været på 7 millioner. Heraf har armaturerne kostet ca. 1,2 million. Grundinstallationerne er indlagt, men lysvalget er fleksibelt, armaturerne kan nemt fjernes og erstattes med andre. Man har undgået spots og lys i montrer og stadig opnået illusionen om kærtebelysning. Belysningsniveauet er stadig lavt.
Alle installationer er gemt under gulve og hermed forsynes to etager, ved at man kan trække ledninger til loftet under og gulvet over installationen.
Poul Klenz Larsen (PKL), ingeniør, Nationalmuseet
Titel: Rumklimaets indflydelse på bevaringsforholdene i danske kirker
PKL har arbejdet en del med bevaringsforhold i danske kirker.
I forbindelse med renovering af Skt. Olai Kirke i Helsingør var man interesseret i, hvad der kunne gøre for at skabe gode bevaringsforhold for de mange genstande i kirken og for kirkebygningen. Termohygrografiske målinger viste, at klimaet havde store udsving over året med sommertemperaturer omkring 16 grader C. og R.F. omkring 80 % og vintertemperaturer omkring 20 grader C. og R.F. omkring 20 %. De store udsving i R.F. skyldes opvarmning af kirken om vinteren. Udsvingene forårsager skader på kirkeinventaret. Eksempelvis vil der ske opskalninger og krakeleringer på bemalede og forgyldte trægenstande, da træet pga. sin evne til at optage og afgive fugt sveller og krymper ved svingende luftfugtigheder, men hvor forgyldninger og malingslag ikke har samme hygroskopiske egenskaber. Forgyldninger mister deres vedhæftning.
Desuden kan opvarmningen og det tørre klima i kirken om vinteren trække fugt ud af det tykke murværk. Salte (især NaCl) kan krystallisere på den indvendige overflade af murværket, og i forbindelse med kalkmalerier vil krystalliseringen forårsage ødelæggelse af kalkmaleriet.
Der er udarbejdet anbefalinger til klimaet i kirker, der siger, at klimaet ikke må overskride 12 - 22 grader C. og 40 - 60 % R.F. over året. Det er stadig større udsving end normalt anbefalet i museumssammenhænge, men det er langt bedre end forholdene tidligere. R.F. reguleres udelukkende ved temperaturregulering og ved udluftning af kirken.
Det er svært at overbevise menigheden om nødvendigheden af temperaturreguleringer.
I tilfældet med Skt. Olai Kirke har kirken meget store vinduespartier. Vinduerne er historiske vinduer med blyindfattede ruder. Vinduerne var meget utætte og forårsagede et stort luftskifte i kirken. For at skabe et stabilt klima i kirken ved temperaturreguleret styring af R.F., var det vigtigt at mindske luftskiftet.
Problemet var, om man kunne skabe forsatsrammer, som ikke ødelagde oplevelsen af de historiske vinduespartier. Forsatsrammer ville ikke mindske varmeregningen, men blot sikre et mere stabilt klima. Man ville dog reducere kuldestrålingen, og derved øge komfortforholdene i kirkerummet.
De primære varmegivere i kirkerummet skulle være gulvvarme, hvilket giver en jævn fordelt varme. Desuden skulle suppleres med radiatorer under vinduerne, hvilket modvirker kold luft fra vinduerne.
Erik Møllers Tegnestue lavede forsatsrammer til vinduerne, som ikke skæmmede de historiske vinduer. Det er et godt eksempel på, hvordan en sådan opgave kan løses.
Ved klimamålinger (efter at forsatsrammerne er monteret) ses en klar forbedring i forhold til tidligere (på trods af, at man ikke har en temperatur på under 20 grader i kirken over året). Udsvingene er reduceret markant, og derfor undgås de store udsving i R.F. over året.
Kirkers tykke murværk har en stor fugtbufferkapacitet, hvilket stabiliserer klimaet. Luftskiftet er altafgørende for, at den naturligt indbyggede fugtbuffer virker.
Ved installering af gulvvarme fandt man krypter med grave med meget gode bevaringsforhold. Der er ingen tvivl om, at gulvvarmen vil ændre bevaringsforholdene og klimaet i krypten. Ændringer måles med dataloggere, men klimaet kan ikke styres. I en restaureringssituation vil man ofte konfronteres med sådanne uforudsete forhold.
Diskussion:
Det blev diskuteret, om man havde erfaringer med affugtning i kirker. Affugtningen ville faktisk øge R.F., da det vil forårsage affugtning af det tykke murværk. Murværket fungerer som befugter i tørre perioder. Kalkmalerier nedbrydes ved at vægge affugtes, og herved vandrer salte til murværkets indvendige overflade og krystalliserer. PKL nævnte et eksempel med en kirke i Karlslunde, hvor man pga. affugtningsventilation netop affugter murværket. Befugtere fungerer omvendt. PKL anbefaler temperaturstyret regulering af R.F. på trods af de komfortgener, det måtte medføre for personale og menighed.
Reference:
<http://www.natmus.dk/cons/reports/2001/kirkernesrumklima.pdf>
Caroline Allington (CA), konservator
Titel: At passe på historisk interiør
CA har tidligere arbejdet på Nationalmuseets bevaringsafdeling og har arbejdet med historiske bygninger både i Danmark og England. CA har opnået stor erfaring med de praktiske problemer, man står overfor, når man skal passe på historiske interiører. Indlægget tager udgangspunkt i en diasserie, der viser praktiske eksempler fra de palæer og andre historiske bygninger CA har arbejdet med, bl.a.:
* Tower of London
* Hampton Court Palace
* The Banketing House (Whitehall Palace)
* Kensington Palace
* Kew Palace
* Queen Charlottes Cottage
Der er forskel på, hvordan historiske bygninger bruges. Mange af de bygninger, som CA har arbejdet med, bruges til kongelige fester, filmoptagelser, koncerter etc. Det er blevet almindeligt, at foreninger og enkeltpersoner kan leje et lokale i historiske bygninger som ramme for fester og begivenheder, hvilket er problematisk set i et bevaringsmæssigt perspektiv.
Efter brand i historiske bygninger har der været fokus på, hvordan man kunne sikre mod brand.
I Queen Charlottes Cottage er der ikke indlagt lys og vand. Bygningen har stråtag. Det største problem mht. denne bygning er tyveri/vandalisme og brand. Desuden er der et specielt fredningskrav, da der lever en sjælden art flagermus i bygningens tag, hvilket gør, at man pga. fredningsbestemmelser kun må udføre reparationer på bygningen i en meget kort periode af året, hvor flagermusene er væk.
Mht. opvarmning af historiske bygninger er det sjældent, at publikum klager over, det er for koldt. Det er for det meste personalet, som beklager sig, hvis temperaturen ikke er komfortabel.
I Kings Gallery, Kensington Palace er der store vinduer i hele den ene længde af rummet. Vægge er beklædt med silketapeter og malerier. Der går høje træpaneler op fra gulv til et stykke op ad væggen. For at begrænse lyset men ikke ødelægge oplevelsen af rummet med vinduer, har man ophængt gardiner som begrænser direkte lysindfald til gulv og paneler. Herved beskyttes tapeter og malerier. Kustoder trækker gardinerne til og fra alt efter sollysets indfald.
I en dragtsamling er anvendt svagere belysning, hvor genstande udstilles. Samtidig er opsat sensorer, så lyset kun tænder ved bevægelse i rummet. Det kan være et problem, hvis man står stille for at iagttage detaljer i udstillingen, da lyset pludselig slukkes.
CA viste et lysbillede af en datalogger bemalet som gråt marmor. Museumsinspektører havde ellers afvist at opstille en datalogger på en marmorkamin af æstetiske grunde, men med marmoreringen blev den godtaget.
CA viste lysbilleder af forskellige skader forårsaget af publikum og personale; et falmet tapet, hvor man ikke havde været opmærksom på lysindfald, en stol brugt til portrætfoto af et medlem af kongefamilien, hvor stolens betræk var meget falmet pga. det stærke fotolys, gulve ødelagt af stilethæle, genstande ødelagt af publikums nysgerrige fingre - især tapeter og gobeliner bliver der ofte pillet ved. Man kan opsætte alarmer, snore eller opsætte plexiglasplader for at undgå dette. Der er problemer med gummisko (sneakers), der afsætter striber på gulve og rykker gulvtæpper. Ved at lægge løbere af gulvtæpper ud i historiske interiører kan man styre publikums gang i udstillingen, da de næsten altid vil følge løberen og sjældent træde udenfor. Et problem er, at gulvtæpper støver. Stole og borde kan lave mekaniske skader på gulve og gulvtæpper.
Ved den almindelige rengøring i udstillinger kan støvsugning af gulve og gulvvask (støvsuger og koste) forårsage skader, hvis ikke rengøringspersonalet er uddannet til at passe på møbler etc.
Det er moderne med åbne udstillinger (det levende museum). Eks. er der et stort køkken i Hampton Court med et stort åbent ildsted, som anvendes. Det giver meget støv. Det er et stort arbejde at støvsuge og rengøre udstillingen og udstillingsobjekter, som ikke er museumsgenstande (eks. med kurve fyldt med nødder etc.).
I London er terrortrusler et problem. CA var på arbejde på Kensington Palace, den dag den Israelske Ambassade i London blev bombet. Sort støv kom ind overalt pga. tryk. Ruder i stuen blev knust pga. tryk, men ruderne på 1. sal blev ikke ødelagt, pga. et opsat UV-filter, som støttede ruden.
Håndværkere støver meget. Ofte er de ikke særlig gode til dække af før de går i gang med arbejdet. Det er vigtig at gøre opmærksom på problemer, før der renoveres. Man skal afdække vægge, trapper, gelændere, dørkarme (med sikkerhedshjelm støder man hovedet imod den øverste dørkarm). Vægge kan dækkes med TYVEK fra gulv til loft. Det er et stærkt materiale og virker desuden som advarsel, fordi det larmer, når man rører det. Som nødløsning kan man bruge almindelig afdækningsplast.
CA havde et eksempel med et rum, der skulle renoveres med forskellige våben ophængt på væggen. Hvis man havde tænkt sig om havde det taget 2 personer en dag at tage våbnene ned og pakke dem væk. I stedet tog det 8 personer 2 uger at rengøre genstandene efter renoveringen.
Et sted havde man designet en boks af forskellige moduler, som kunne skrues sammen på ½ time. Boksen fungerede som en boks håndværkerne arbejdede i, således at resten af bygningen blev beskyttet mod støv og andet. Boksen kan nemt og hurtigt tilpasses forskellige rum og flyttes fra rum til rum.
At udleje lokaler til arrangementer af forskellig slags (koncerter etc.) er umiddelbart en god forretning for institutionen. Men uforudsete udgifter kommer af slid og skader på genstande og interiør, så det i virkeligheden slet ikke kan betale sig at udleje. CA viste eksempler på fugtskader fra møbler fra kæmpe blomsteropsatser. Fugtskaderne skete på bare en aften. Det er ikke nok at indsætte en plastbeholder i vaser, da kondensvandet alene er nok til at give fugtskader. Man skal lægge voksdug eller lignende under vaser for at undgå fugtskader. Blomsterblade flyttes med mennesker rundt i interiørerne og giver pletter på marmor og stenbelægninger.
Det er også et problem at gulve ikke kan tåle vægt og slid fra store fester. Stole bæres rundt i bygningen i store stabler, hvilket giver skader på dørkarme og vægge. Der er også problemer med musikinstrumenter. Spids til at hvile en cello i giver skader på gulve.
Man har bestemt at lave en kontrakt ved hver udlejning med betingelser. Konservatorer, sikkerhedsvagter og museumsinspektører udarbejder regler sammen. Efter hver udlån skal en rapport udarbejdes og låner hæfter for skader. Selv hændelige uheld kan være meget bekostelige for institutionen. CA havde et eksempel med en sovseplet, som ikke kunne vaskes væk. Alle genstande i rummet måtte flyttes og gulvet slibes før pletten forsvandt. Levende lys er ikke tilladt - men man kan få elektriske pærer som illuderer levende lys.
Opsynsvagter ser problemer, da de er dagligt tilstede i samlingerne.
Syreregn i London korroderer genstande (skulpturer) og bygningsdele. Blytage på Hampton Court var i forbindelse med krydsfiner, hvis sure nedbrydningsprodukter nedbrød blytaget. Afrensede statuer i park pakkes ind i tyk plast hver vinter for beskyttelse. CA viste et eksempel med en skorstensbrand i det store køkken på Hampton Court. Det er vigtigt med risk management (risikovurdering), så man er forberedt på, hvad man kan gøre, hvis der sker en katastrofe. Det er en god ide regelmæssigt at videofilme historiske interiører. Ved at filme i slow frame kan man tage still-optagelser, hvorfra interiørerne kan rekonstrueres, hvis skader sker.
Det er desuden en god ide at spørge fagfolk udenfor museumsverdenen, hvordan man kan hjælpe dem ved katastrofer. CA havde et eksempel, hvor brandmænd blev spurgt til råds i forbindelse med installering af brandsikkerhed i et arkiv i et kælderrum. Sprinklersystemer blev opsat, men desuden blev der lavet ekstra forhøjninger i gulvet med afløb, således at vandet kunne løbe væk, når sprinklersystemet blev aktiveret. Herved undgår man, at arkivalier bliver drivvåde og meget tunge at flytte.
Man skal ikke sætte forbud op overalt, men tænke sig om og tænke udenfor rammen.
Diskussion:
Det blev diskuteret, hvorvidt frivillig arbejdskraft var en fordel. I England har man stor tradition og mange erfaringer med frivillig arbejdskraft. Man bruger mange personaletimer på at vejlede og instruere frivillige. Desuden er der det problem, at man i England ikke er forsikret på arbejdspladsen uden løn. Mindst én gang om måneden skal man holde et foredrag for vagter, opsyn og frivillige; om udstillinger, bevaringsproblematikker, sikkerhedshensyn (flugtveje etc.) etc. De er det personale, der præsenterer institutionen, de er museets ansigt ud ad til. De skal kunne svare på spørgsmål og vide, hvad de snakker om. Det er et stort ansvar at have frivilligt mandskab, og det er vigtigt, at de får noget i retur for deres tid. Man skal sørge for deres velfærd. I National Trust, som bruger mange frivillige, er der ansat en person, som på fuld tid tager sig af de frivillige; planlægger deres arbejde etc.
Reference:
www.english-heritage.org.uk
<http://www.hrp.org.uk/webcode/home.asp>
Henriette Berg (HB), konserveringstekniker, Nationalmuseet
Titel: Udstilling af grafiske genstande på Frilandsmuseet
HB's indlæg omhandlede problemer med indrammede grafiske tryk og billeder udstillet på Frilandsmuseet.
Man havde problemer med fugtige mikroklimaer i forbindelse med genstande i glas og ramme. Sammen med Nina Dahlstrøm, Tim Padfield og Anne-Grethe Rischel foretog HB klimamålinger på papiremner i glas og ramme for at klarlægge, hvilke mikroklimaer der opstod under fugtige vinterforhold i de autentiske historiske interiører på Frilandsmuseet.
Man undersøgte billeder i uopvarmede rum, billeder i opvarmede rum med kolde ydermure og billeder med en skiftevis kold og varm ydervæg. Imellem billede og væg opstår en temperaturforskelszone, der kan være årsag til kondens i billedets mikroklima.
Man undersøgte grafik i passepartout med ordinær bagkarton (A), grafik, som blev forseglet med aluminiumsfolie (B) og grafik, som blev forseglet med aluminiumsfolie, og hvor afstandsklodser gav afstand til væggen, hvor grafikken var ophængt (C). I alle billeder blev der monteret flere dataloggere, der målte temperatur og R.F. i forskellige niveauer i billedet, i mellemzone mellem væg og billede og på væggen bag billedet.
Man fandt, at forsegling med aluminiumsfolie og afstand til væggen gav et mere stabilt klima bag glas og ramme. Med udgangspunkt i dette opstillede man et nyt eksperiment, hvor man undersøgte mikroklimaet ved billeder forseglet med aluminiumsfolie i forskellige afstande til kold ydervæg. Ved 6mm afstand til kold ydervæg blev kondens stadig registreret, men ved 20mm afstand fra væggen syntes mikroklimaet i rammen meget stabilt. Alle lag i rammen havde stort set samme temperatur og R.F., og værdierne var stort set de samme som rummets værdier. Væggen bag billedet var ikke under dugpunktet ved 20mm afstand.
Konklusionen var, at billeder ikke skal monteres på kolde ydervægge, og at afstand fra væg stabiliserer mikroklimaet bag glas og ramme. Afstanden skal være minimum 20mm. Det ville være spændende at undersøge om større billeder kræver en større afstand fra væggen?
Aluminiumsfolien som blev anvendt til forsegling af billederne, er fra Preservation Equipment. Det er sammensat af forskellige lag af polyethylen, polypropylen og aluminiumsfolie.
HB ville gerne arbejde videre med forsegling af genstande. Eksempelvis ved at lave målinger af forseglingstætheden og med tiden arbejde sig hen mod iltfri forsegling af genstande. HB eftersøgte afslutningsvist forslag til eksperimenter med forsegling af genstande og forslag til, hvilke lime man kunne bruge ved forsegling. I de ovenstående forsøg var der anvendt BEVA.
Diskussion:
Det blev diskuteret, hvorvidt forsegling kan bruges ved ud af huset opgaver? Museumsforsegling forudsætter at genstande og forseglingen kan kontrolleres.
Reference:
<http://www.natmus.dk/cons/tp/framepic/framepic.htm>
<http://www.preservationequipment.co.uk>
Poul Rasmussen (PR), konserveringstekniker, Bevaringsfunktionen, Odense Bys Museer
Titel: Konflikten mellem bygning og bevaring i den fynske Landsby
Konflikten mellem bygning og bevaring tager udgangspunkt i historien. Den Fynske Landsby blev dannet efter inspiration af Frilandsmuseet i Brede. I 1930'erne og 40'erne fik man midler til at lave et Frilandsmuseum i Odense.
Konceptet for museet var at vise og bevare de gamle byggeskikke fra Fyn og de omliggende øer. Man opførte gårde og husmandssteder, en kro, en smedje, et fattighus, en skole, vandmøller etc. Ønsket var at vise et bredt udsnit af bygninger med forskellig social status fra landsbymiljøet. Interiører til bygningerne blev indkøbt i rigelige mængder.
Bygningshistorikere fra Nationalmuseet arbejdede med at måle bygninger op. Bygningerne blev målt og tegnet i snit og plan. Brolægning, fliser, klinker etc. blev tegnet, og alt blev nummereret.
Håndværkere i teams udførte arbejdet med at nedtage og opføre bygninger. Derved blev genopførelsen af bygningerne nemmere. Dog kom mange af bygninger på magasin og blev først opført op til 30 år senere. Da var der ikke meget tilbage af de originale bygningsdele, fortrinsvis pga. biologisk nedbrydning (borebiller og lign.). Man supplerede med træ og bygningsdele fra andre gamle bygninger og rekonstruktioner i nyt materiale. Ligeledes er det blevet gjort på Frilandsmuseet. Et problem ved rekonstruktioner er at genskabe sætningsskader og slidspor i bygningen.
Den Fynske Landsby åbnede i 1946 på initiativ af Eigil Hansen, som blev leder.
I de første årtier af museets historie var der ikke en vedligeholdelsesplan for de opførte bygninger. Enkelte håndværkere (ikke bygningshåndværkere) tog sig af den mest nødvendige vedligeholdelse. Først i 1980'erne blev en egentlig vedligeholdelsesplan sat i værk. Der blev ansat specifikke bygninghåndværkere som tækkemænd, murere og malere. Dette var nødvendigt, da mange af bygningerne efter 40 år uden vedligeholdelse var meget forfaldne.
Samtidig blev museets koncept ændret til at formidle et tværsnit af historien ved at vise et landsbymiljø omkring år 1850.
Museet har i åbningssæsonen, som er fra 1. april til 30. oktober ca. 100.000 besøgende. Foruden sommeraktiviteter er der aktiviteter på museet ved alle højtider, som alt sammen giver stort slid på bygninger og interiører. En gennemgående aktivitet på museet er at levendegøre den selvforsynende husholdning i et landsbysamfund (fra jord til bord). For at skabe den rette stemning af landsbymiljø er der husdyrhold, hvilket medfører problemer med skadedyr som rotter og mus.
I mange af de opførte bygninger fungerede lofter som magasin for genstande, der ikke blev brugt i den egentlige udstilling. Disse var ofte stuvet sammen under dårlige forhold. Fra 1950 - 1980 var der en øget indsamling af genstande, som netop forværrede disse forhold. Det var frustrerende for konservatorer, at genstande efter konservering blev magasineret på de dårlige magasiner.
Odense Bys Museer ændrede i 1996 organisation. Her tog man også hånd om konservering og bevaring af genstande og bygninger. Den Fynske Landsby fik et nyt magasin. Der blev udformet en handlingsplan fra konserveringsværkstedets side for bevaring og konservering af genstande og bygninger i Den Fynske Landsby. Bygninger og interiører skulle vedligeholdes regelmæssigt. Alle genstande skulle registreres og have en placeringsfortegnelse (med husnummer og rumnummer). Desuden blev alle vægge fotodokumenteret som hjælp i registreringsarbejdet. Støvproblemer skulle modvirkes. Lys/stråling skulle styres, og i det hele taget ville man forsøge at skabe bedre klimaforhold for bygninger og genstande. Der var dog forbehold. De bevaringsmæssige tiltag måtte ikke gribe ind i genstandenes funktion. Alle foranstaltninger skulle være usynlige og måtte ikke støje. Bygningerne skulle stadig holde dørene åbne ("de åbne døres"-politik).
Som forebyggende bevaringsarbejde blev det indført, at alle bygninger skulle rengøres hvert år før sæsonstart. Rengøring skulle foretages under genstande og montrer og bag skilderier. Gulve plejes med vask og pibeler. Paneler behandles med olie. Genstande tørrenses og i nogle tilfælde vådrenses.
Rengøringen skulle stemme overens med rummets funktion (vigtigt udfra et formidlingsmæssigt synspunkt).
Alle genstande blev løftet fra gulve. Alle skilderier blev monteret med afstand til vægge.
Lofter i bygninger blev renset for halm og støv. Man havde problemer med meget støv i udstillinger pga. huller i lofter. Efter rengøring af lofter blev der lagt fibertex ud over hele loftet for at modvirke støvproblemer i udstillingen. Resultatet blev mindre støv i udstillinger og bedre klima på lofter. Alle de overflødige genstande på lofterne blev flyttet til bedre magasiner.
Der blev opsat UV-filtre på ruder.
I nogle af bygningerne blev der målt op til 96 % R.F. Derfor blev et affugtningsprojekt igangsat i samarbejde med Munters (se reference). Med en affugter, som tager luft udefra og tørrer luften før den blæses ind i rummet, kan man få R.F. til at falde. R.F. er kommet ned på 65 %, hvilket stadig er højt, men det er en stor forbedring i forhold til tidligere. Forsøg med flexslanger gav for meget støj. Faste rør fungerer som støjdæmper for ventilationssystemet. Resultatet er, at borebiller er gået i dvale og træfugt på genstande i rummet er gået fra 18 % til 14 %.
Efter 5 år med affugter er der ikke sket revnedannelse og lign. i murværk. Vedligeholdelsen af bygningen som helhed er forbedret.
Bevaringsarbejdet på et Frilandsmuseum er krævende og med mange udfordringer. Robuste genstande i huse har længere levetid end finérmøbler. Derfor er "velstandsrum" højere prioriteret i bevaringssammenhæng pga. de mere delikate genstande.
Referencer:
<http://www.odmus.dk>
<http://www.munters.dk>
Niels Meyer (NM), museumsinspektør, arkitekt M.A.A., Den Gamle By i Århus
Titel: Udvikling af tyverisikringen i Den Gamle By i Århus
NM kunne genkende mange af de problemstillinger, PR havde præsenteret i sit indlæg. Det er svært at arbejde på et frilandsmuseum, da der er mange modstridende interesser.
NM har arbejdet som arkitekt i Den Gamle By i 3 år og har været med til at udvikle tyverisikringen. Det er et omfattende projekt, som stadig står på.
Den Gamle By i Århus formidler byernes historie i modsætning til Den Fynske Landsby og Frilandmuseet som formidler landsbymiljøet. Den Gamle By har 75 rekonstruerede historiske bygninger med mange små rum og mange genstande og problemer med dårlige klimaforhold. Der er 11 historiske butikker, 28 historiske værksteder og 19 boliginteriører indlagt i de forskellige historiske huse.
Huse og værksteder er løsrevet fra hinanden og ikke en helhed. Det skyldes historiske årsager, da man ved opførelse af de første rekonstruerede bygninger fik støtte fra enkelte håndværksforeninger/brancher, som fik en udstilling der havde med deres fag at gøre som tak.
Man har haft problemer med souvenirjægere, som tog genstande fra udstillinger, og derfor er man blevet nødt til at opretholde en vis afskærmning i udstillingerne. Især i de specielle samlinger har det været nødvendigt med sikring.
Den Gamle By er ikke voldsomt belastet af tyveri, men der findes eksempler. Bl.a. blev et dørgreb på Møntmestergården stjålet. Man havde desværre ingen foto af dørgrebet, så det var svært at rekonstruere. Ved at have fotos af alle genstande er det muligt at lave præcise kopier ved evt. tyveri.
Et af de mere alvorlige tyverier, der er sket i Den Gamle By, skete for ca. 3 år siden, da der var tyveri i Urmuseet. På 1. sal havde man en montre med meget fine lommeure, og det var præcis de mest værdifulde, som blev stjålet. Det mest værdifulde lommeur var blevet vurderet af Sothersby til 1,4 millioner kroner! Da alarmen gik, var Securitas på stedet efter kun 6 minutter, men alligevel havde tyvene nået at stikke af. En uge forinden havde der været en teknisk fejl på alarmen, hvor Securitas også var rykket ud. Det har sikkert været en test på, hvor lang tid det tog før vagterne kom.
Generelt er der en tendens til, at tyverier er øget med årene. Det hænger sammen med, at museerne gerne vil have publikum tættere på af formidlingsmæssige årsager.
I Den Gamle By har man forsøgt at løse problemerne ved at have så få løse ting i udstillingerne som muligt. På de værksteder, hvor det ikke har været muligt at få en fornuftig afskærmning, og hvor genstande ligger fremme af formidlingsmæssige årsager, har man set sig nødtvunget til at aflåse for publikum. Meget interesserede kan få en nøgle ved henvendelse i receptionen.
Man har desuden lavet en differentiering af oplevelser: Det levende museum, hvor publikum kan komme ind og føle sig som en del af udstillingen, sidde på møbler etc. Disse udstillinger er ryddet for museumsgenstande. I stedet opsættes genstande, som ikke registreret som museumsgenstande.
Afskærmede og delvis afskærmede udstillinger, hvor publikum stadig har en fornemmelse af at være i rummet, men hvor afskærmninger er opsat. Afskærmningens "åbenhed" afstemmes af klima og klimastyring i det pågældende udstillingsrum. En delvis afskærmning gør klimastyring umulig. I nogle af de delvis afskærmede udstillinger har man været ude for tyveri alligevel. Højtsikrede udstillinger, hvor genstande af stor værdi sikres i fuldstændig afskærmede og sikrede rum. I forbindelse med opførelsen af Møntmestergården byggede man en udstillingsbygning i skrænten bagved Her skal værdifulde genstande udstilles.
Udstillingstype Tyverisikring Bevaring/klima Formidling
Højsikring Høj Høj Begrænset
Afskærmede udstillinger God God Begrænset
Halvåbne udstillinger Ikke tyvetækkelige robuste Ringe God
genstande
Levende museum Ingen Ingen Meget god
Publikums oplevelse flyttes til steder, hvor det hele er sat i scene. De gode genstande på magasin bruges til kopier, som kan anvendes i det levende museum. Formidlingsmæssigt er det en fordel. En gård kan omdannes til et levende hus, hvor kakkelovnen brænder, Man kan lave mad i køkkenet og vaske, man kan have dyr i stalden og korn på kornloftet.
Diskussion:
Det blev efterfølgende diskuteret om en generel oplysning om tyverisikring i museet ville virke præventivt.
Brugsgenstandene i det levende museum bliver registreret i deres eget system med mærket LM for levende museum. Kopier anvendes også. Man er konsekvent med at anvende genstande, der ikke er registreret som museumsgenstande, i udstillinger hvor publikum kan komme tæt på. Det blev diskuteret, om man ved at udstille genstande, der ikke var museumsgenstande og bruge dem i den levende udstilling unddrog sig sit opdragende ansvar mht. hvordan publikum skal opføre sig i "rigtige" museumsmiljøer og ved håndtering af rigtige museumsgenstande. Genstandene fra det levende museum er diskret mærket, og publikum ved ikke, at det ikke er museumsgenstande, de har med at gøre. Påvirker indsamlingspolitikken moralen?
Det levende museum kræver bemanding af guider. Guidefunktionen kan være både at formidle men også at passe på genstandene. Under alle omstændigheder er det museumsgenstandene, der tages hensyn til. Der er ingen tvivl om, at genstandene har det bedre på gode magasiner end i udstillinger.
Reference:
www.dengamleby.dk <
Thomas Käszner (TK), sagsarkitekt, Schmidt, Hammer og Lassen (SHL)
Titel: ARoS, det ny Århus Kunstmuseum
TK er sagsarkitekt hos Schmidt, Hammer og Lassen og var leder på projektet om det ny kunstmuseum i Århus. SHL har tidligere arbejdet med museumsbyggeri, da de har tegnet Det Kongelige Biblioteks nybygning: Den Sorte Diamant.
Tegnestuen har hovedsæde i Århus med en afdeling i København.
Der blev udskrevet en international konkurrence om bygning af det ny Århus Kunstmuseum i 1997. Der kom 112 forslag og 6 blev udvalgt til den endelige konkurrence. SHL vandt med deres projekt. Arkitekterne vekslede mellem forskellige arbejdsmetoder og arbejdede skiftevis med skitser, computergrafik og modeller i deres udformning af den endelige bygning.
Det ny kunstmuseum skulle bygges i et område med kuperet terræn, der var præget af solitære bygninger bl.a. Ridehuset, Musikhuset, Scandinavian Center, Rådhuset og Erhvervsarkivet. Det ny kunstmuseums naboer: Ridehuset og Musikhuset har begge pladser foran bygningerne.
Målet var at tegne et museum, der passede ind i den øvrige arkitektur som en solitær bygning. Løsningen blev en bygning formet som en kube med en gennemgående offentlig sti igennem bygningen, der i en bue forbinder Rådhusparken og Mølleparken. Over den offentlige sti er der ovenlys, og gennem glasfacader er der hele tiden kontakt ud til den omkringliggende by.
Bygningen deles i to dele af den offentlige sti. På den ene side er der servicefunktioner: administration, kontorer etc. og på den anden side er udstillingsbygninger, fælleskonserveringens lokaler (fælleskonserveringen har lejet sig ind på det ny museum) og magasiner i kælderen. Bygningen er 10 etager, hvoraf de tre etager er over jorden. På taget er der projekteret en skulpturhave. I kældrene er der 9 rum, hvor kunstnere skal udstille faste installationer. Derudover er der store sale til særudstillinger. I udstillingsrummene over jorden skal museets permanente samlinger udstilles. I den øverste udstillingssal er der ovenlys, hvor lyset er afskærmet med gitre og tekstil. Desuden er der, som det eneste sted i bygningen, lagt et gulv af canadisk ahorn for at skabe den rette stemning til udstilling af museets guldaldersamling. Udstillingsrummene over jorden og bygningsdelen med administration er to store lukkede teglfacader, der svæver på glas og er opdelt med glas. Som kompromis er der opført to vinduer i den lukkede facade, da museumsfolk ønskede dagslys ind i udstillingsrummene.
Der har været et tæt samarbejde mellem museumsfolk, ingeniører og arkitekter og efter TK's overbevisning er konceptet lykkes. Man ville fra arkitekternes side gerne have, at de store kuber af tegl (henholdsvis administrationsdelen og bygningsdelen med den permanente udstilling) svævede på glaskonstruktioner som kuber over gadeniveau. Det var en stor ingeniørmæssig udfordring - men det lykkedes.
Klimastyring og ventilation styres fra kælder og tag. Alle installationer ligger i lamellofter, således at de er skjulte. Mht. belysning er der opsat elskinner pr. 1½ m vinkelret på facader, hvor spots kan monteres. Der er bygget store teknikrum med plads til udvidelser. I varemodtagelsen er der bygget en rampe, så lastbiler kan køre ind i klimastyrede modtagelsesrum. Herved kan værker akklimatiseres før de udpakkes. Der er både et grovudpakningsrum og et finudpakningsrum i forbindelse med modtagelse af genstande.
Mht. brandsikring er der opsat sprinklere i alle åbne rum og branddøre i udstillingsrum. Der er en høj grad af sikring i bygningen.. De enkelte sale kan lukkes af med brandskydeporte. Til daglig er der glasskydedøre til udstillingsrummene. Pga. opdelingen af bygningen kan dele af den lukkes af og sikres, hvilket giver mulighed for fleksibelt brug af bygningen. Man kan holde arrangementer, hvor udstillingssalene er lukkede. Museumsbutik og cafe er placeret i forbindelse med den offentlige sti, således at man ikke behøver at løse billet til museet for at besøge disse.
Magasinerne findes allernederst i bygningen og er på 814 m2. Bygningen kan ikke udvides, men ekstra magasinplads kan bygges i terrænet omkring museet med forbindelsesgange.
Til at transportere genstande til og fra de mange niveauer i bygningen er installeret en stor canadisk bilelevator, der kan klare op til 5 T. På linket under referencer kan man se billeder af bygningen. Det ny Århus Kunstmuseum åbner d. 7. april 2004.
Diskussion:
Der blev fra salen spurgt om budgettet var holdt indenfor de aftalte rammer. Bygning af museet har været et langtidsprojekt, som har været ramt af flere sparerunder undervejs. Alligevel er der ikke gået på kompromis med klimastyring og sikring af bygningen takket være tillægsbevillinger. Oprindeligt havde budgettet for håndværkerudgifter været kr. 164 millioner. Det har været umuligt at overholde med så mange m2. kvadratmeterprisen har ca. været kr. 13.000. Hele projektet har kostet kr. 360 millioner.
Reference:
www.aarhuskunstmuseum.dk
<http://www.shl.dk/index_dk.html>
Under arkitektur, projekter og kultur
Ove Madsen (OM), konservator, Viborg Amts Konserveringsværksted
Titel: MuseumsCenter Hanstholms nye udstillingsbygning - Museumsbyggeri uden hensyntagen?
Viborg Amts Konserveringsværksted betjener 12 museer i Viborg Amt. Et af disse museer er museet i Hanstholm, med en tysk forsvarsbastion fra 2. verdenskrig ud til Nordsøen.
I 1995 blev der af Statens Kunstfond udskrevet en arkitektkonkurrence til et dokumentationscenter i nærheden af det oprindelige tyske anlæg. Cubo-arkitekter vandt konkurrencen. Med udgangspunkt i den oprindelige bunkerarkitektur var materialevalget glas, stål og beton. Museumsbygningen falder i ét med det omliggende klitlandskab, ligesom det oprindelige forsvarsværk, men i modsætning til dette er bygningen åben med store vinduespartier ud mod Vesterhavet.
Montrer og podier er indbygget i bygningen, hvilket er en meget ufleksibel løsning. Mange montrer er monteret langs det store vinduesparti med direkte sollys.
Da alt er fastbundet i betonkonstruktionen, er det også svært at indlægge klimastyring, da der ikke er kanaler til dette. Der er ikke mulighed for ændringer.
I forbindelse med museumsbyggeriet var konservatorer overhovedet ikke taget med på råd. Der var ikke stillet nogle museumstekniske krav til arkitekturen overhovedet, hverken mht. lys/stråling og klima.
Efter begyndt brug af museet, viste det sig, at beton ikke var godkendt mht. levnedsmiddelstyrelsen krav, så området i og omkring museumscafeen blev malet med epoxymaling.
Man har forsøgt med opsætning af gardiner i de store vinduespartier, men det hjælper ikke meget på luxniveauet og UV-strålingen. Der er målt op til 2620 lux en januardag! De store vinduespartier giver desuden en stor kontast i lysforholdene i udstillingsbygningen som helhed.
Klimaet er meget ustabilt i hele bygningen med store udsving i temperatur og R.F.
De indbyggede montrer er konstrueret uhensigtsmæssigt. Glasdørene kan ikke åbnes uden at genstande væltes, hvilket giver stor spildplads i montren. For at dørene overhovedet kan åbnes er der et mellemrum, hvor støv hvirvles ind i montren.
Det er en ordinær udstilling. Rent formidlingsmæssigt er der heller ikke mulighed for selvaktivering i udstillingen.
Der burde være et regulativ, som opstiller grundlæggende regler for museumsbyggeri.
Diskussion:
Det blev diskuteret, hvem der har det overordnede ansvar ved museumsbyggeri. Det må ført og fremmest være udbyderen af projektet, der har ansvaret for, at der stilles museumstekniske krav til arkitekterne.
TK beskrev processen for bygningen af Århus ny kunstmuseum. Byggeprocessen har været lang. Bygherren har været opmærksom på museumstekniske krav. Arkitekter overvejer ikke sådanne ting. Normalt ved nybyggeri af lejeboliger og fabrikshaller er der en meget kort byggeproces. Ved bygning af museer er det vigtigt at få fat på en bygherre, som kender de problemstillinger et museumsbyggeri indeholder. Det tager tid at finde ud af tingene. I forbindelse med Århus Kunstmuseum har Århus Kommune presset på for at få byggeriet færdigt. Men her har museets ledelse holdt stand. Man har lavet analyser, samtidig med at man lavede programmet. Arkitekter, bygherre og rådgivere har samarbejdet.
Det er altid svært at gøre noget 1. gang. Man bør kunne bruge andres erfaringer. Desværre er der ofte konkurrence involveret i museumsbyggeri og derfor ikke nok intern åbenhed. Dette gælder både arkitektfirmaer og museer. Man er ikke gode til at udveksle ideer og erfaringer.
Økonomiske midler til at trække eksperter ind i projektet bør sættes til side fra begyndelsen.
I tilfældet, hvor lokalfolk tager initiativ til et museumsbyggeri, ved de ofte ikke, hvordan et museum skal fungere. Det er en opgave for konservatorer at skrive indlæg i tidsskrifter (f.eks. i Arkitekten) og beskrive gode og dårlige løsninger af opgaven med at bygge et museum/udstillingsbygning. Desuden skal konservatorer forstå, hvordan et byggeprojekt kører, så de kan sætte ind det rigtige sted.
Reference:
www.cubo.dk
Under projekter og kulturbygninger
www.amtskonservering.dk
Jørgen Fastner (JF), konservator, Vitenskapsmuseet i Trondheim
Titel: Museum under polarhimlen. Museumsbyggeri i Longyearbyen på Svalbard
JF blev tilkaldt som konsulent i 2001, da man skulle bygge et nyt museum på Svalbard. Den indledende byggefase er gået i gang, og museet skal være færdigt i 2005. Det bliver spændende om praksis vil leve op til gode intentioner.
Museet på Svalbard ligger i Longyearbyen. Longyearbyen har 1500 indbyggere. Longyearbyen har en historie med mineindustri (kuldrift). Der er en fjord, hvorfra udskibning af kul er foregået. Desuden er der rester af gamle kulminer samt boliger for minearbejderne.
I byen ligger et gammelt museum med et stort besøgstal (ca. 16.000 besøgende om året). I løbet af et år besøges Svalbard af ca. 40.000 turister.
Det nye museum skal ligge i forbindelse med universitetet i Longyearbyen. Universitet har 300 studerende p.t. og er forholdsvis nybygget.
I 1999 projekterede man en forskningspark i Longyearbyen. Den skulle bestå af universitetet, museet, polarinstituttet og Sysselmanden (som er den øverste myndighed på Svalbard). Byggeriet var planlagt til 5200 m2.
På Svalbard har man ekstreme klimatiske forhold. Pga. golfstrømmen er klimaet dog mildere end det er på samme breddegrader andre steder (eksempelvis i Thule). Middeltemperaturen er - 4 grader C. over året med - 16 grader C. i januar og + 6 grader C. i juni. Dette giver et meget tørt klima indendørs pga. opvarmning. JF har erfaringer med ekstreme klimaforhold, da han tidligere har arbejdet på Grønland. Han lavede en liste over forhold som arkitekterne skulle tage hensyn til. Eks. skulle magasinet bygges midt i bygningen, da ydermurene pga. store vindhastigheder nedkøles meget. Dette blev gjort før arkitekter blev indbudt til konkurrence om byggeriet.
Der var 6 forslag til projektet. Alle projekterne blev udsendt til universitetet, museet og polarinstituttet med vedlagte skemaer, hvor de involverede parter kunne vurdere de forskellige projekter. Skemaerne blev sammenlignet, og ud fra dette blev vinderen fundet. Tegnestuen som vandt, var Jarmund/Vigsnæs A/S.
Man kan ikke grave i jorden, og derfor bygges alt på stolper (som på Grønland). Ud fra modeller blev ophobning af sne beregnet. En projektgruppe var på Grønland for at se, hvordan problemer var løst i Nuuk.
På Svalbard er der mørkt om vinteren og et meget skarpt sollys om sommeren. Pga. dette er vinduesfelter i bygningen begrænset.
Museets andel af forskningparken er 200 m2 magasin fordelt på 2 rum, konserveringsværksted og laboratorium, kontorer til Svalbard museumsadministration og 600 m2 udstillingsrum. Konserveringsværksted og laboratorium og magasiner ligger i sammenhæng.
En elevator går gennem alle museets etager. Der var diskussion pga. prisen på en stor elevator. En fangstmand fra 1600-tallet i præparat udgjorde målestok for elevatorens størrelse.
Under hele projektet har der været et godt samarbejde med arkitekter. Der har været god kommunikation, og de har været lydhøre overfor forslag til ændringer.
Selve arkitekturen tager udgangspunkt i Svalbards historie og natur. Rummene giver en fornemmelse af at være i en mineskakt, og overalt er der brugt farver inspireret af Svalbards natur.
Genstandene på Svalbard Museum tilhører ikke museet men Sysselmanden. Dette har sin rod i historien, da alt før 1946 er fredet ved lov. Genstande som er udført fra Svalbard til fastlandet, Polen og Holland leveres i stort omfang tilbage pga. de forbedrede klimatiske forhold i det ny museum. Tekniske konservatorer skal ansættes.
Referencer:
www.svalbard.net/
http://www.statsbygg.no
Bo Madsen (BM), museumsinspektør, Museumscenter Års
Titel: Overvejelser om byggematerialer og udstillingsmiljø
BM anbefalede en publikation fra forlaget Hikuin, som hedder: "Fremtidens formidling af fortiden" (se reference).
Års Museum er et kulturhistorisk museum, som blev grundlagt i 1935. Der blev bygget en museumsbygning i rødt tegl for indsamlede midler. Museumsbygningen er i sig selv lokalhistorie.
Ved udvidelse af museet blev kollegaer fra Nordjyllands Amts Konserveringsværksted og andre fagfolk samt brugere af museet indkaldt til møde. Per Kirkeby har et specielt tilhørsforhold til Års, da han siden 1980'erne har opført mange offentlige skulpturer i byen. Bl.a. findes mange af hans skulpturer i tegl og et stort maleri i forbindelse med Års gymnasium. Han var derfor også indbudt til mødet. Lige fra beslutningen om at Års Museum skulle udvides, til projektet blev gennemført, har der været dialog mellem alle eksperter og specialister. Det uformelle netværk, der blev dannet, var essentielt for projektets succes.
BM's råd til alle, der står overfor at skulle bygge en museumsbygning, er at gøre som i renæssancen. Find en bygherre, som man kan stole på og brug garvede arkitekter som ved, hvad de har med at gøre.
Per Kirkeby designede sammen med arkitekt Jens Bertelsen tilbygningen til museet. Thorkild Funder, som tidligere har lavet udstillinger med Per Kirkeby, var også involveret.
Ved at undgå en arkitektkonkurrence havde man en gruppe af mennesker, som i forvejen havde tillid til hinandens arbejde. Tilliden gjorde, at der hele tiden var en tæt dialog, som gav et frugtbart samarbejde.
Udgangspunktet for projektet var den gamle museumsbygning og en bygning i nærheden, hvor der blev oprettet et kunstmuseum i 1980. Den nye tilbygning var begrænset af disse bygninger og en vej. Umiddelbart var det umuligt at lave en fornuftig sammenhæng mellem de eksisterende bygninger med de begrænsninger, der var på byggegrunden. Det var nødvendigt med en overordnet vision, som involverede byplanlægning. Det lykkedes alligevel at lave en bygning, der skabte ro. Husets grundplan ligner en Thorshammer. Der er 2 etager til museets permanente samlinger i Thorshammerens "skaft". I "hammerhovedet" er der 2 sale til skiftende udstillinger og anden formidling. Tilbygningen er forbundet til den gamle museumsbygning med to tårne med ovenlys (illusion af borgarkitektur). Per Kirkeby kalder tårnene for kikkerter.
I murværket i hammerens skaft er der nicher, som fremhæver bygningens skulpturelle virkning. I nicherne der dannes indvendigt i rummene, kan man opstille montrer. I hammerskaftet med de permanente udstillinger er vinduer begrænset. Man har bygget smalle vestvendte vinduesfag, så der kommer så lidt dagslys som muligt ind i udstillingsrummet i overetagen. Herved kan lysfølsomme genstande udstilles, hvor der ikke er dagslys. I de nye rum er belysningen fiberlys. Kopier af genstande er udstillet i dagslys.
Kabler etc. i forbindelse med ventilationssystemet ligger skjult i kanaler i bygningen. De porøse teglsten og trægulve (laplandsk tømmer) virker som fugtbuffere i udstillingsrummene. Man indkøbte et stort parti tømmer, hvor man har et lager, der kan bruges til udskiftning ved reparation af gulvet. Væggene blev pudset med mørtel og mørtelfarve i en lys neutral grå farve. For at undgå støv fra de pudsede vægge blev væggene behandlet med 20 % vandig lak. Lakken holder på pudset, men murene kan stadig ånde.
Huset er sikret med brandalarmer, tyverialarmer og klimastyring. Der er opsat brandsikre ståldøre. Alle alarmer er opsat af Dansikring. Ved at samle alt et sted kan man spare penge i installering og vedligeholdelse af alarmer.
BM viste dias af de forskellige genstandstyper og materialer, som blev udstillet i den permanente samling.
I den gamle museumsbygning er genstande udstillet i gamle montrer som i 1930'erne.
Ved målinger af klimaet ses generelt et stabilt klima. I den store sal er R.F. for lav (40-45 %). Pga. trægulvene kan man ved gulvvask se en stigning af R.F. Man forsøger at styre R.F. ved temperaturregulering pga. økonomi. Komfortklimaet er lavt (17 - 18 grader C.). Især i vintermånederne sænkes temperaturen, pga. lave R.F. værdier. Temperaturen varieres manuelt.
Klimaet overvåges hele tiden. Ansatte fra Nordjyllands Amts Konserveringsværksted kommer på årlige konsulentbesøg.
Reference:
www.museumscenteraars.dk
<http://www.hikuin.dk/museumsformidling.htm> Her kan publikationen: Fremtidens formidling af fortiden. Moesgårdseminaret 1998 (DTM 18) købes.
Lars Bay (LB), fotograf og museumsinspektør, Silkeborg Kunstmuseum:
Titel: Overvejelse og forarbejde i forbindelse med nybyggeri ved Silkeborg Kunstmuseum
LB har været med til at planlægge projektet for en museumsbygning i Silkeborg lige fra begyndelsen i 1976. Da man i 1976 endnu ingen finansiering havde af bygningen, havde man god tid til at eksperimentere med bygningens form, lys, udformning af montrer, farver på vægge etc. Man byggede modeller af museumsbygningen og fotograferede modellen med forskellige lysindfald. Herved fik man en god fornemmelse af, hvordan lyset i den endelige bygning ville blive.
Indledningsvist viste LB en række dias fra Silkeborg Kunstmuseum. Museets bygninger blev opført 1979-82 og udvidet med en ny fløj på 200 m2 i 1998. Både de ældre bygninger og den nye tilbygning er tegnet af arkitekt Niels Frithiof Truelsen. Silkeborg Kunstmuseum er placeret i en park, og bygningsmassen består af fire atelierhuse forbundet med gange.
Grafik er udstillet i rum uden dagslys med et lavt belysningsniveau. I udstillingsrummet er monteret faste montrer, som alligevel er forholdsvis lette at fjerne.
I atelierrummene er der nordvendt dagslys gennem små vinduer under taget i de 4,5 - 6 m høje rum. I "køjerummene", som vender ud mod parken, er der opsat vinduer. I særudstillingsrummet er der dagslys, men vinduerne kan mørklægges, og rummet får herved en helt anden stemning. I forbindelse med dagslyset er der opsat lysstofrør som supplering til dagslys. Som udstillingslys er anvendt spots i lysskinner med 90 Watts pærer. Der er individuel dæmpning på lyset. I grafikrummet kan man herved styre lyset præcist. Desuden er der opsat en tænd/sluk sensor.
Bygningen er bygget i tegl, og overalt er der trægulve, som fungerer som fugtbuffer.
At bygge et museum er et omfattende projekt. Selve arkitekturen skal kunne holde i mange år både fysisk og æstetisk. Men det er ikke nok med smuk arkitektur. Der er specielle krav til indretning og til klimaforhold og lys. Man skal kunne drive museet økonomisk efterfølgende. Det er meget dyrt at tilse, efterse og kontrollere klimaet og lysniveauet. Mange bliver overraskede over omkostningerne til klimastyring, tyverialarmer og brandalarmer. Museet er både et udstillingssted, men også en arbejdsplads. Det er vigtigt, at der er et behageligt miljø for de ansatte.
Man kan ikke løse alle de mange tekniske og praktiske problemer på forhånd, fordi de ikke er til at forudsige: Eksempler: Hvor skal skraldespande placeres? De fleste museer har en museumscafe, som producerer affald. Renovationsarbejdere stiller krav til, hvor langt væk skraldespande kan placeres fra renovationsvognen. Et skur med skralderum kan ødelægge arkitekturoplevelsen. Skal der være et cykelskur til personalet? Skal havemanden have et rum til sine redskaber? En god ide i forhold til risikosikring af museet. Skal der være en brevsprække eller en postkasse? Hvor skal postkassen placeres? Hvor mange stikkontakter skal der være i udstillingsrummene, og hvor skal de placeres? Hvor skal lyskilder placeres og hvilke lyskilder skal anvendes? (Dette er dog normalt med i en konservators overvejelser). Gipsplader som vægge i et udstillingsrum duer ikke til ophængning af kunstværker. Man skal ved hver ophængning reparere væggen (spartle og male). Hvor skal der være personalerum?
Den nye fløj har en centralhal omgivet af mindre rum til grafik og tegninger og et AV- og koncertrum. I centralhallen kan der indskydes mobile skillevægge. Der er en god akustik. Rummet kan mørklægges fuldstændigt. I den nye tilbygning var der god dialog mellem arkitekt, ingeniør og brandmyndigheder. Det er svært og bekosteligt at gøre ting om. Det er bedre fornuft og økonomi i at gøre tingene rigtigt i første omgang.
Det er selvfølgelig et spørgsmål om tid og økonomi, men det er en god ide at tage på studierejser, for at se hvordan tingene er gjort andre steder. På denne måde kan man indhente erfaringer. Det er vigtigt ikke kun at tale med direktører og arkitekter men at få en dialog med de menige medarbejdere. Hvordan fungerer tingene praktisk? Ofte kender direktør og arkitekt ikke praktiske problemer.
LB har på baggrund af sine erfaringer med museumsbyggeri lavet tjeklister, hvor alle de ting han har overvejet er medtaget.
Ved den nye tilbygnings tilblivelse byggede man modeller af denne og eksperimenterede, ligesom man havde gjort det med den første museumsbygning. Det gav en god fornemmelse for bygningens stemning, og gav løsningsmodeller til problemstillinger. Det er en fleksibel, sikker og billig måde at vurdere en bygning og opstille løsningsforslag til indretning, farver, lys, montrer etc.
Man kan selvfølgelig ikke tage højde for alt, men fejl kan begrænses ved omhyggeligt forarbejde.
Reference:
www.silkeborgkunstmuseum.dk
Generel diskussion og opsamling
Vi ved godt, hvad man skal huske at gøre. Hvordan kommer vi videre herfra og påvirker beslutningsprocesser og beslutningstagere? Man må bryde med traditioner om, hvordan tingene plejer at blive gjort, hvornår man plejer at inddrage parter, og hvilken status forskellige parter har. Argumenter, der omhandler en bedre økonomi omkring et projekt, bliver hørt. CA foreslog, at man tog økonomer med på rundvisning i udstillinger, og fortalte dem, hvad det koster at få genstande konserveret, og hvad skader kan koste institutionen. At der kan være store omkostninger ved ikke at gøre tingene ordentligt fra begyndelsen. Hvor direktører og inspektører kan være svære at overbevise, giver økonomer stor støtte. Det er økonomisk sund fornuft.
Niels Erik Jensen, Arkitekt, Frilandsmuseet anbefalede en udstillingsmanual fra Nationalmuseet. Manualen er et godt redskab til planlægning af udstillinger og få alle parter involveret i et projekt i rette tid. Manualen er p.t. ved at blive ajourført men kan rekvireres ved henvendelse til Birgitte Kikkenberg, som vil udarbejde en liste over de, som gerne vil have manualen tilsendt. Kontakt: birgitte.kikkenberg@natmus.dk
Det er generelt sådan, at der på større museer er en bevidsthed hos ledelsen, om at konservatorer skal med i planlægningsfasen af udstillingsdesign og nybyggeri. Men det kan være et problem på mindre museer. Her må man slå igennem overfor ledere. En hensigtsmæssig planlægning giver god økonomi i projekter, og det giver alle involverede parter en god oplevelse. Økonomi kan bruges positivt som drivkraft til god planlægning. Et problem i Danmark er, at byggebranchen ikke lærer af sine fejl. Der findes ingen, der er specialiseret i magasin og museumsbyggeri. Krav til kvalitet bliver ofte ikke overholdt. Mikael Højlund, konservator, Vejle Amts Konserveringscenter beskrev problemer ved nybygning af konserveringsværksted i Vejle. Projektet blev til på grundlag af alt andet end konserveringsfaglige råd. Indflydelse er blevet opnået - men ved hård kamp. Det er vigtigt at være tæt på beslutningstagere. Lobbyarbejde er vigtigt. Der er blevet budgetteret med, at en medarbejder fra konserveringen deltager i ugentlige byggemøder. På denne måde kan man rette basale fejl. Lois Lange Wollesen fra Vejle Amts Konserveringsværksted har været med på alle byggemøder, og det er nu blevet sådan at håndværkere ringer direkte til ham for at få afklaring på problemstillinger, hvilket sparer lange kommunikationsveje.
Det er vigtigt at komme med forslag og ændringer i tide. Og det er vigtigt at få folk til at forstå, hvorfor man kræver det man gør. Økonomi er et godt argument.
Alle de tilmeldte fik desuden tilsendt litteratursøgninger fra KVIK (konservatorskolens online katalog) med søgeordene:
1. Historic building and climate (not storage)
2. Historic building and exhibition
3. Bygningsbevaring + indeklima
4. Bygningsbevaring + udstilling
5. Bygningsbevaring + opbevaring
Litteraturlisterne kan rekvireres ved henvendelse til Konservatorskolens bibliotek www.kons.dk <http://www.kons.dk>
Koordinatorer for Fuglsøformødet 2003: Karen Brynjolf Pedersen, Nationalmuseet, Ove Madsen, Viborg Amts Konservering og Naja Mikkelsen, Fælleskonserveringen Vest.
Referent: Signe Nygaard, Roskilde Amts Konserveringscenter.
|
|
| Svar: |
|
|
|
